Radiohuset

Radiohuset er ved at finde sine egne ben i det nye liv, som efter Danmarks Radios udflytning til DR Byen er tiltænkt Vilhelm Lauritzens ikoniske arkitektur på Rosenørns Allé på Frederiksberg.

I 2008 blev hovedparten af huset – inklusive den legendariske koncertsal – til hjemsted for Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums undervisning. Nu er Nationalmuseets Musikmuseum så flyttet ind på to etager i fløjen langs Worsaaesvej, mens endnu en etage huser Det Danske Suzuki Institut til instituttets undervisning i instrumenter som violin, cello og bratsch. I samme fløj har tillige Dansk Sprognævn fået adresse. Og endelig er det tidligere Sjællands Symfoniorkester, nu Copenhagen Phil, på vej ind i et nyt lejemål i det forhenværende Radiohus. Alle er de skattede og næsten naturgivne beboere i omgivelser, der fra den første dag i december 1940 udgjorde Statsradiofoniens faste ramme om musik og det danske sprog.

Institutionerne har overtaget totalt fornyede etager i den bygning, som i 1994 kom på Kulturministeriets fredningsliste. Renoveringsprojekterne er gennemført på knap to år i et produktivt samarbejde mellem Creo Arkitekter A/S som totalrådgiver og med Niras og Adept Aps som underrådgivere. Med ved bordet har også siddet bygherrens egne rådgivere i form af Nationalmuseets udstillingsarkitekter og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme.

62 cm skillevæg

Creo Arkitekters projektleder på sagen, arkitekt MAA Jens Aaberg, forklarer, at det var et stærkt ombygget og tilpasset Radiohus, man overtog for to år siden: – Vi begyndte derfor med at føre etagerne tilbage til Vilhelm Lauritzens oprindelige etagedisposition med gangforløb midt i bygningen omgivet af gennemgående, tykke skillevægge på hele 62 cm! Væggene blev etableret til at lydisolere Radiohusets studier og til at give plads til de omfattende tekniske installationer. Det gør de stadig. Opgaven var i hele forløbet præget af behovet for tidssvarende løsninger, som kunne integreres med respekt for historien i den fredningsbelagte bygning: Vilhelm Lauritzens tematiske, vinkelformede dørgreb, marmorbeklædningerne af de dybe dør- og vindueslysninger, anvendelsen af glas og trådglas og skilteprogrammet er enten restaureret eller genskabt. I det øvrige udtrykker interiøret sig for en stor part med neutrale hvide lofter og vægge, afsluttet med en sand Vilhelm Lauritzen signatur: Det hvidlakerede fodpanel har en indlagt og forsænket fejeliste i mahogni! Mahogni er så også den gennemgående finerbeklædning på renoveringens nye døre og danner dermed en fortsættelse af mesterarkitektens projekt fra 1938.

Adept’s projekt til ikke mindst Klangrummet og Det Klingende Museum henvender sig i særlig grad til museumsgæster og skoleelever, som her stifter bekendtskab med et udvalg af musikinstrumenter. Efter Adept’s projekt er disse rum omhyggeligt artikulerede med eksklusive indslag af akustisk regulerende egetræspaneler og et translucent loft.