Cobrahave
Else Alfelts Vej 60A-66E
2300
København S
Danmark
– Når vi bygger et byggeri som Cobrahave, så holder vi os for øje, at det er vigtigt at bygge noget, som er rart at bo i, til at betale og nemt at drifte. Enhver kan bygge hurtigt og dyrt, men så risikerer man, at beboerne flytter ind på en byggeplads, hvor tingene ikke er færdige. Der er mange ender, der skal mødes i et privat boligbyggeri – investoren skal tjene penge, priserne skal være rimelige, og bygningen må ikke give problemer for udlejer og beboere. Når vi går ind i et samarbejde med arkitekt, bygherre og ingeniør har vi en klar holdning til, at vi skal bygge noget, der kan holde, så vi skal være superoptimerede omkring konstruktioner og detaljer og installationer. Derfor satser vi på gennemprøvede holdbare løsninger, fortæller projektchef Brian Scheelhardt fra V8 Construction A/S, der har været totalentreprenør på projektet.
– Vi har faste samarbejdspartnere, både når det gælder bygherrer og underentreprenører, så vores entreprenører kan være super skarpe på prisen, fordi de ved, hvad de går ind til. Vi sidder kun to mand på hvert byggeri, og vi har en flad struktur, hvor vi tager ansvar som totalentreprenør og kan give hurtige svar på de spørgsmål, der dukker op. I Cobrahave har vi fået lavet nogle rigtigt gode løsninger. I stedet for laminerede trægulve har vi massive egeparketgulve på strøer, vi har lige lidt større loftshøjde i rummene, og så er der brugt lidt mere på badeværelse og køkken. Det er åbenbart noget folk lægger mærke til, for vores tilbagemelding er, at det er gået vældig godt med at få udlejet lejlighederne, siger Brian Scheelhardt.
– Vi har leget med murstenene og fugefarverne, farven på vinduerne, stålaltanerne og karnapperne, så vi har skabt tre forskellige farvekoncepter til de forskellige bygninger. De forskellige koncepter er brugt på de modstillede bygninger på en sådan måde, at du aldrig ser to ens bygninger ved siden af hinanden, selv om vi kun har brugt tre forskellige mursten og én type indfarvet mørtel. På den måde oplever du hele tiden noget nyt, uden at det er blevet for dyrt at bygge. Vi har brugt meget tid på de økonomiske opstillinger, for at klargøre hvad vi havde råd til, og hvor vi skulle bruge krudtet, og det er faktisk lykkedes ret godt, fortæller Søren Alfang Jakobsen.
– Vi har også haft råd til noget fint mønstermurværk, især i stueetagen, men det får også lov at kravle op ad facaderne. Til gengæld er der ikke noget mønstermurværk ud mod gården, men sådan var det jo også i gamle dage, hvor man prioriterede detaljeringen af facaderne ud mod gaden, siger Søren Alfang Jakobsen.
De mange forskellige karnapper, der er med til at give de store facader liv, er leveret og monteret af Dormus A/S i Svendborg.
– Karnapperne er lavet som tømmerkonstruktioner, der er ventileret, så der kommer luft ind bag den udvendige beklædning, som er en Falzonal aluminiumsplade, der ligger oven på en forskalling. En metalbeklædning vil altid give kondens, men når der er konstant træk bag beklædningen, vil fugten hurtigt tørre ud. Selve trækonstruktionen er isoleret og beklædt med en vindspærre, forklarer produktionschef John Hansen fra firmaet.