Tornbjerg Friplejehjem
Blækhatten 25
5220
Odense SØ
Danmark
Byggeriet fremstår som en samlet, lav bygningskrop med udearealer i midten, hvor beboerne kan færdes frit i trygge rammer. I to plan forefindes 60 velindrettede boliger af forskellig størrelse, klar til indflytning medio april 2019. Friplejehjemmet er opstået ud fra Danske Diakonhjems ønske om at opføre et demensegnet friplejehjem i Odense.
Arkitekturen er udtænkt, således at bygningskomplekset udadtil er opført i respekt for de omkringliggende bygninger og nærområdets karakter, og samtidig har man haft stor fokus på at skabe et funktionelt og driftsvenligt hus, hvor både beboere og personale får de bedst mulige betingelser for trivsel.
Det er et byggeri i to plan med godt dagslysindfald, og bygningen er disponeret, så den dækker det meste af det afgrænsede byggefelt i forhold til lokalplanen, og der forefindes p-pladser. Boligerne er opdelt i fire grupper med 12 til 18 boliger i hver. Boligerne varierer i størrelse fra den helt minimale et-rumsbolig på 41 kvm netto til den store tre-rumsbolig på netto 58 kvm, hvor der er plads til ægtepar.
Til hver boliggruppe hører hyggelige fælles opholdsområder. Der er to boliggrupper på hver etage, men de er ikke synligt adskilt, og de bindes direkte sammen med servicearealet, sådan at bygningen fremstår som en samlet enhed. For udefra kommende er der kun en enkelt indgang.
De fælles arealer er disponeret på en måde, så både det store og det lille fællesskab tilgodeses for beboerne på plejehjemmet. Der er mulighed for at sidde mange eller få sammen i spisestuen, og der er rundt langs boligerne placeret opholdsrum i små nicher.
Bygningen omkranser et skærmet gårdrum, indrettet med forskellige temaer og opholdsområder, som også for demente på en tryg måde tilbyder oplevelser og hygge. Her er fælles haverum, mindre zoner med hække og forskellige planter. På førstesalen er etableret fælles terrasser ud mod gårdhaven, så alle beboere har let adgang til udearealer i solen og den friske luft.
På ydersiden af det lukkede bygningskompleks lå før i tiden en æbleplantage. Her er plantet træer, som genskaber lidt af stemningen fra dengang, og nu går en offentlig sti igennem området bag friplejehjemmet, så byens borgere og områdets gæster kan færdes her. Foran plejehjemmet er etableret p-plads for husets brugere og gæster. Herfra er der direkte adgang til hovedindgangen samt til vareindlevering for produktionskøkkenet på siden af bygningen.
Til alle lejlighederne, opholdsrum og spisekøkkenområder har Sterno ApS leveret 2.300 kvm flotte plankegulve af typen Scandinavian Oak. Det er vinylstave i trælook, og de måler 21 × 181 cm, hvorved de fremtræder som egeplanker. Indehaver Steffan Randløv Rasmussen fra Sterno fortæller endvidere, at de har leveret 1.200 kvm sorte tæppefliser af typen Tarkett Essence, som er lagt i skaktern ved at vende luvene. De elegante, mørke og slidstærke tæppefliser er lagt i alle gangarealer og stueområder og er i kvaliteten Klasse 33 Erhverv. Gulvene er valgt af bygherren i samråd med arkitekten.
– Disse to gulvtyper bidrager til at gøre det enkle bygningsdesign overskueligt og funktionelt for både beboerne og personalet, men de skærpede krav til niveaufri adgang overalt gav særlige udfordringer ved gulvlægningen og koordineringen undervejs med de andre aktører i projektet, lyder det fra Steffan Randløv Rasmussen, som fortsætter: