Moxy Copenhagen Sydhavnen
Sydhavns Plads 2
2450
København SV
Danmark
Trenden med ”boutique”-hoteller startede allerede i 1980’erne i store byer som New York og London, men grundidéen er stadig gangbar i dagens globale hotelmarked, hvor der er kamp om gæsterne. Det handler om små hoteller med en markant indretning og stil, der typisk henvender sig til en trendy og gerne mere upscale kundegruppe end standardhotellerne.
På den hastigt voksende københavnske hotelscene er der kommet en ny spiller på banen i form af det nye Moxy Copenhagen Sydhavnen, der med en nyfortolkning af boutiquehotellet i en mere økonomisk udgave især henvender sig til den rejselystne millennium-generation. Hotellerne er et samarbejde mellem hotelkæden Marriott og Ikea. Det hollandske firma Vastint Hospitality regner med at opføre omkring 50 Moxy hoteller i Europa. Moxy Copenhagen Sydhavnen er et af de første, der er åbnet. Hotellet ligger centralt ved Sydhavns Plads og har 218 værelser fordelt på fem etager samt diverse faciliteter.
– Moxy bruger ikke den almindelige stjerneskala, men siger, at de ligger på 3½ stjerne. Faciliteterne er til fire stjerner, men rummene er ikke så store. Til gengæld får du et velindrettet og lækkert værelse til en meget fornuftig pris, forklarer Anders Helweg fra Anders Helweg Arkitekter MAA.
– Marriott har jo ekspertisen med hensyn til hoteldrift, og Ikea har kapital, så det er et godt match. Hotellerne bliver udelukkende indrettet med møbler fra Ikeas hylder, både hotelværelser og fællesområder. Det østrigske arkitektfirma BWM har lavet grundkonceptet for hotellernes bygninger og er faste arkitekter, og så arbejder man med lokale arkitekter og ingeniører i de enkelte lande. I dette tilfælde ingeniørfirmaet Oluf Jørgensen og os. Vi sikrer, at byggeriet bliver tilpasset de lokale forhold og overholder alle krav i Bygningsreglementet, lokalplaner osv. Vi har også stået for kontakten til Københavns Kommune og ansøgningen om byggetilladelse. BWM kommer med et oplæg ud fra vores input, og så sørger vi gennem hele processen for, at projektet bliver tilpasset. Især brandkrav og flugtveje har været lidt af en udfordring i dette projekt, fordi vi ikke er så vant til større træbyggerier i Danmark, siger Anders Helweg.
– Der findes kun én type værelser og så den spejlvendte udgave. Hvert værelse, inklusive entré og badeværelse, udgøres af en krydsfinér-container, der bygges på samlebånd i Italien og derefter fragtes videre på lastbil. Værelserne er næsten helt færdige, komplette med vinduer, og badeværelse/toilet er komplet færdigindrettet. Efter montage skal værelserne og gangarealerne blot males og tapetseres, inden de er klar til den endelige indretning, fortæller Anders Helweg.
– Stueetagen hviler på et in-situ støbt terrændæk, hvorpå der opbygges en søjle/pladekonstruktion i én etage. Fra første sal og op stabler man simpelthen kasserne oven på hinanden og opbygger huset på den måde, kun suppleret med en enkelte afstivende og tværstabiliserende betonvægge omkring hovedtrappen og elevatorerne. Gangarealerne mellem værelserne bliver også opbygget i præfabrikerede træelementer og belagt med tæpper. Taget er også en let konstruktion med tagpap. Her er ventilationsanlæg og solceller placeret. Til sidst bliver facaderne monteret oven på en vandtæt vindspærre. Her er der brugt perforerede, patinerede stålplader, der også passer i den unge stil, men det kunne lige så godt være en anden type facade som tegl eller træ, siger Anders Helweg.