Himmelbyen
Asger Jorns Allé 10A
2300
København S
Danmark
Ørestaden er nok det mest udskældte nye byområde i København. Kritikken har blandt gået på, at den lange smalle by på Amager, der nærmest er bygget på bar mark, mangler historie og sammenhæng med København. At området er for øde, og at byggerierne er for store. Med en ny masterplan for dele af området, der har lagt op til en større mangfoldighed af byggerier og en større urban tæthed, har man dog til dels kommet kritikken i møde. Det har også hjulpet, at der er rigtig meget gang i byggekranerne i disse år og med de mange nye byggerier og nye beboere begynder der så småt at komme liv i de nye bydele.
Man har dog ikke helt forladt tanken om store byggerier, hvilket det nye kæmpebyggeri Himmelbyen er et bevis på. Himmelbyen er grundlæggende et punkthusbyggeri i 11 etager, en bygning med et meget større volumen end de omgivende karrébebyggelser. Byggeriet rummer både dagligvarebutikker og erhverv samt 128 lejeboliger i form af lejligheder og byhuse. Himmelbyen ligger midt i Ørestad Syd, lige ud for metrostationen Vestamager.
Hovedgrebet i Himmelbyen er, at de forskellige funktioner er stablet oven på hinanden med de mest pladskrævende funktioner nederst. Stueetagen giver plads til to dagligvarebutikker, en stor og en mindre med tilhørende vareindlevering og lagre. Mod hovedgaden Asger Jorns Allé er der indgang til Dinos Legeland, der indeholder et væld af forskellige legemuligheder i form af rutsjebaner, klatretårne, skydebaner og meget mere. Dinos Legeland fylder hele førstesalen og har også café mm. Anden og tredje sal er udlejet til opbevaringsfirmaet Pelican Self Storage.
Først i 18 meters højde, svarende til en normal sjette sals højde, starter boligerne, hvilket er det, der har givet navn til byggeriet.
– Med urbaniseringen kan det være nødvendigt at tænke i nye måder at fortætte byen på, og for at skabe en god by er det vigtigt, at vi som arkitekter laver huse, der indbyder til en mere kollektiv funktionalisme. Himmelbyen er et komplekst projekt, som intensiverer byen, fordi vi stabler flere af dens funktioner på samme byggefelt. Dermed skaber vi et ultra-urbaniseringsprojekt, forklarer Mikkel Westfall, der er kreativ direktør i Årstiderne Arkitekter.
Det store bygningsvolumen er gjort lettere i udtrykket ved at bryde bygningen op i mindre partier og spille på kontrasten mellem varme, træbeklædte facader, glas og glat, hvid beton. Lejlighederne er placeret i seks tårne i hvid beton, der starter omkring gårdniveau og fortsætter op til fem etager længere op. De træbeklædte byhuse ligger som rækkehuse mellem tårnene.
Alle lejligheder har adgang til altan. Altanerne fremstår lette og fine med en slank, hvid bund og glasværn. En del af dem er lukket i siderne, for at give lidt ekstra privatliv.
– Altanerne er opbygget som stålkonstruktioner med tagrende og beklædt med hvidmalede aluplader, mens gulvet er med kompositbelægning, fortæller projektdirektør Steen K. Bojesen fra CSK Stålindustri A/S, der har leveret bl.a. alle altanerne.
– Det har været en omfattende, men også spændende opgave. Vi har også leveret stålkonstruktionerne til de shadow-bokse og karnapper, der hænger på facaden ud mod hovedgaden, samt konstruktionerne til alle trapperne. Vi har desuden leveret de værn, som står rundt om ventilationsanlæggene på toppen af de seks tårne, forklarer Steen K. Bojesen.