Malterigården
Houmannnsgade 6-8
8700
Horsens
Danmark
Også landinspektørfirmaet Bonefeld & Bystrup A/S fra Horsens har haft med en spændende og udfordrende opgave at gøre. Resterne af bryggeriet blev omhyggeligt målt op med 3D-målinger, både indefra og udefra med alle små fremspring og uregelmæssigheder. Siloen blev også målt op, men viste sig ikke egnet til konvertering.
Ud fra opmålinger og optegninger af bærende søjler blev der tegnet på projektet. Efterfølgende blev der udført afsætninger inde i bygningen, hvor etagedækkene blev hejst ned i. En måleteknisk svær, men ikke uvant opgave for Bonefeld & Bystrup A/S. Derudover har de udstykket ejendommen og opdelt den i ejerlejligheder samt foretaget arealberegninger iht. lejelovgivningen og reglerne om støtte til ældreboliger.
Facaderne står som kulisseskiver, mens en hel ny konstruktion bygges op indefra. EMR Murer & Entreprenør A/S har haft beton- og murerentreprisen. En del af deres arbejde har været nedbrydning indefra. Indvendigt har store industrianlæg i beton betydet et omfattende arbejde med at forberede bygningen til boliger. Helge Frandsen A/S har stået for stilladser inden døre i forbindelse med loftsarbejde.
D.a.i arkitekter ingeniører A/S har også på ingeniørsiden haft en spændende opgave med at opbygge en ny konstruktion indefra. Et nyt søjle-/bjælkesystem med betondæk er beregnet, hvor der er taget hensyn til de eksisterende forhold. Casa Entreprise A/S fra Horsens har stået for råhuset, som er opbygget i stål og beton – en meget speciel opgave med at montere stål og elementer fem etager ned.
Lejlighederne varierer mellem to og fire værelser, og alle har lys fra to verdenshjørner. Køkkener er alle ens, hvide køkkener fra Designa Erhverv Århus A/S, der sammen med bygherren har fundet fire forskellige opbygninger for køkkener, afhængig at lejlighedsplanerne. Ældreboligerne har naturligvis handicapvenlige køkkener. I badeværelserne er der leveret skabe svarende til køkkenets hvide elementer.
Alle lejligheder har også altan, som er fiberbetonplader med glasværn med håndliste i mahogni. Alle værn er monteret i fiberbetonpladen. Plan Trapper A/S har leveret alle værn til altaner og altangange. På altangangene er værnene udført som galvaniseret værn med lodrette udfyldninger af rundstål.
Plan Trapper A/S har også leveret indvendige betontrapper, der fører op til penthouselejlighederne, der i den østlige gavl ligger højest med udsigt til hele byen. I gavllejlighederne fornemmer man også tydeligst indpasningen bag de eksisterende facader. Ved penthouselejlighederne er den ekstra etage markeret ved at være beklædt med fiberbetonplader, som på nordfacaden. På sydsiden er facaden præget af de mange altaner, der skyder sig elegant ud fra de gamle murede facader med fine detaljer i murværket.
På sydsiden betyder terrænforskellen, at der er endnu en synlig etage, der rummer en gæstelejlighed for gæster til beboere i Malterigården og pulterrum til alle lejligheder. Bygningen rummer tillige et stort fællesrum med køkken, egnet til bankospil og fødselsdage for alle beboere i Malterigården. Herfra kan man se ud på haveanlægget og en stribe gamle garager/stalde i bindingsværk, som er bevaret til de formål, der viser sig mest oplagte.