Racehall CPH
Bondehøjvej 20
2630
Taastrup
Danmark
For at sikre, at gokarthallens konstruktion ikke skal risikere et kollaps, er der valgt to løsninger, hvoraf den ene er synlig og bliver en del af arkitekturen. Hvert spær i begge sider af hallen har en synlig beton-trekant som fundament. Set udefra minder hallen om et stort telt spændt ud med barduner, hvor beton-trekanterne er bardunerne. Og med et kig inde i hallen, kan man se, at der er støbt montagebolte i alle beton-trekanterne, hvorpå spærene er monteret.
– Vi har planlagt og holdt møder med alle involverede for at alt skulle passe, fortæller produktionsdirektør Claus Navntoft fra Gråkjær Erhverv A/S.
Hvilket det gjorde.
Ved beton-trekanterne går der endvidere trækstænger i stål fra side til side af hallen under jorden. Trækstængerne er støbt ned i beton.
Når små og store Niki-Lauder fra det år nye ligger lavt i de skarpe sving på banen, så har der været fokus på både akustik og luft. Med op til 35 gokarts på banen på samme tid, bliver der kastet en del udstødning fra de små hurtige gokarts.
Automatiske ventilationsanlæg sikrer, at luften kan skiftes mellem tre til seks gange i timen. I selve pitten, hvor der kan holde 40-50 gokarts på en gang, har man derudover optimeret udsugningen ved at indbygge en udsugning pr. gokart i terrænniveau. De er etableret i udstødningshøjde og kan trække 70.000 kubikmeter ud i timen. Brændstoffet får de mange gokarts fra en brændstofcontainer, der er placeret udenfor.
For at skabe den bedste mulige akustik har man brugt perforerede tagplader som loft og bygget hallen op i perforerede stålsandwich-paneler.
Trænger man alligevel til den friske luft udenfor, så kan man zappe fra den rå motorhørm indenfor til en blid blomstereng udenfor. Udenfor etableres nemlig en park med en blomstereng og et LAR-Bassin, der opsamler regnvandet fra bygningen, så Racehall CPH ikke belaster det kommunale kloaksystem. Det har været et led i lokalplanen. I stedet siver vandet ned i jorden, så planter og insekter i parken kan trives side og side med verdens største indendørs gokartbane.