Sygehus Sønderjylland
Kresten Philipsens Vej 15
6200
Aabenraa
Danmark
Vinduerne er indvendigt indrammet af træ i RAL 9010, mens de udefra får et anderledes rustikt udtryk fra Hueck Trigon 50-profiler med 200 mm glaslister i bronzeanodiseret aluminium. De store glaspartier er monteret udefra af Fjelsø Alu Facader, som også tidligere har haft facade-entrepriser på sygehuset.
– Det har været en udfordrende montageopgave, fordi byggepladsen var tæt pakket med forskellige niveauer og vanskeligt tilgængelige gårde. Det har vi løst med tårnkran i et rigtig godt samarbejde med 5E Byg. Vi er godt tilfredse med det flotte og præsentable projekt, siger Glenn Andersen, salgschef for Fjelsø Alu Facader.
På patientstuerne er vinduerne monteret indefra, hvilket lettede montagen og gør det lettere for sygehuset at vedligeholde og udskifte. Langs med de hvide facader er vinduesrammerne holdt i RAL 9010. Der er primært brugt solafskærmende glas fra Pressglas med Sunguard 40/23, så der ikke bliver for varmt på stuerne.
Sygehuset er blandt andet bygget op af godt 3.900 betonelementer leveret af Contiga Tinglev, som har oplevet et meget fornuftigt samarbejde med hovedentreprenørens hold i byggepladsens skurby.
– 5E Byg har et meget professionelt team, som giver hurtig respons hver gang. Det har været en meget positiv oplevelse at løse opgaven med dem og deres samarbejdspartnere. Det har vi været glade for, fortæller salgskonsulent Kenneth Bjerg fra Contiga Tinglev.
OM Montage har håndteret den teknisk udfordrende montage af de mange søjler, bjælker, vægge, huldæk og facadeelementer, som i nogle tilfælde var hele 7,2 meter høje og 60 centimeter tykke. Det har krævet stor rutine og grundig understøtning at samle det store korthus af elementer lige op ad sygehuset, som hele tiden har været i drift.
– Det er formentlig den mest komplicerede og vanskelige montageopgave, der nogensinde er udført i Sønderjylland. De tre fingre i bygningen og kernen giver en masse forskellige linjer, som krydser hinanden i op til seks etagers højde. Det kan kun lade sig gøre med meget erfarne elementmontører og et meget omhyggeligt arbejde med armering, sikkerhed og teknisk kontrol. Det er vi rigtig stolte af at have gennemført perfekt og med sikkerheden i top, siger Karl-Erik Sams, montagechef i OM Montage.
Sygehus Sønderjyllands fase 2 består i de nederste etager af 42 standard-ambulatorier, 24 specialambulatorier, et apotek og et laboratoriecenter, som samler sygehusets specialiserede laboratorier. Derudover er varemodtagelsen udvidet, der er bygget en ny intensivafdeling med 13 senge og et kapel med plads til flere religioners rituelle afsked med afdøde patienter.
En af de store glæder for især portørerne er den nye vaskemaskine til senge, som ligger op ad portørcentralen. Her køres sengene ind efter brug, og så sørger maskinen ellers for at vaske og desinficere sengene, som vi kender det fra bilvaske.
For bygherre har målet været at samle alle de akutte funktioner fra Sønderjyllands sygehuse på én adresse. Skatteborgerne vil muligvis se det som det mest spektakulære, at dette supersygehus i modsætning til alle andre både er gjort færdigt til tiden og til prisen. Det har gjort hovedentreprenøren stolt.