Plaza 1
Havneholmen 17
1561
København V
Danmark
Et af de mest attraktive, men også lidt oversete nye områder i København er halvøen Havneholmen, der ligger for enden af Kalvebod Brygge, bag shoppingcentret Fisketorvet. Der er vand næsten hele vejen rundt og god udsigt til havneløbet fra det meste af Havneholmen. S-togstationen Dybbølsbro ligger lige ved, og Havneholmen er tæt på Rådhuspladsen og Indre By med nem adgang til motorvej og lufthavn.
Man begyndte at bebygge området i 2006 ud fra en helhedsplan udarbejdet af den svenske tegnestue Wingårdh Arkitekter. En central idé, er at alle byggerier på Havneholmen skråner ned mod den centrale adgangsvej i midten, og rejser sig op i fuld højde ud mod vandet. Et andet centralt element er der minimum seks meter brede fodgængerpromenade, der løber hele vejen rundt om Havneholmen, visse steder under udkragede bygninger.
Havneholmen rummer en blanding af eksklusive beboelsesejendomme og kontorbyggerier med blandt andet Aller Medias domicil på nordspidsen. Seneste skud på stammen er kontorbyggeriet Plaza 1, den første af tre blokke på den vestlige del af halvøen. Når de sidste Plaza byggerier er rejst, vil Havneholmen være fuldt udbygget. Plaza 1 har Skanska som bygherre og er nu solgt videre til Boligkontoret Danmark og Boligforeningen 3B, som også skal bebo kontorerne.
Multifleksibelt hus
Bystrup Arkitekter havde allerede tilbage omkring 2005 lavet projektudkast til Plaza byggerierne og søgt om byggetilladelse, men der kom først gange i selve byggeriet da bygherren Skanska lavede en aftale med de to boligselskaber i 2011, fortæller Henrik Skouboe, der er partner i Bystrup Arkitekter, som efterfølgende har arbejdet som underrådgiver for totalentreprenøren KPC.
- Fleksibilitet har været grundtanken i huset helt fra starten – du kan indrette det til mange forskellige lejere ved at dele det op både horisontalt og vertikalt, forklarer Henrik Skouboe.
- Hvis der for eksempel er fem lejere, kan de få hver deres etage med egen indgang uafhængigt af de øvrige lejere, men huset kan også deles yderligere op. Som det er nu, har vi tilrettet huset, præcist som de to boligselskaber ønsker. Udover at give plads til deres egne medarbejdere, vil de leje øverste etage ud, da de på nuværende tidspunkt ikke har brug for pladsen. Vi regner også med at tage udgangspunkt i samme arkitektoniske helhedsløsning, når vi skal videre med Plaza 2 og 3, som ligeledes kan tilpasses alle typer lejere uanset om de vil have storrumskontorer, cellekontorer eller showroom. En fremtidig lejer af 2 og 3 vil kunne få op til 10.000 kvm, siger Henrik Skouboe.
Omfavnende facadesystem
Den store fleksibilitet skyldes ikke mindst, at huset er hele 19 meter bredt med funktionskerner i midten som gør det muligt at placere møderum, cellekontorer eller åbne kontorer langs alle fire facader. Derfor kan arealerne udnyttes særdeles effektivt uden af gå på kompromis med komfort og arbejdsmiljø.