Københavns Lufthavn
Lufthavnsboulevarden 6
2770
Kastrup
Danmark
”Expanding CPH” hedder den storstilede plan, der skal udvikle Københavns Lufthavn, så den i fremtiden kan betjene op til 40 millioner passagerer årligt, hvilket næsten svarer til en fordobling i forhold til det nuværende antal. Det er tanken at fastholde lufthavnens nuværende kompakte struktur og grundlæggende bygge videre inden for de eksisterende rammer.
Terminal 2 og Terminal 3 skal udbygges til én sammenhængende terminal, og indenrigs- og udenrigstrafikken lægges sammen for at lette såvel flyselskabernes arbejde som transferpassagerernes færden. Samtidig skal ankommende og afgående passagerer separeres bedre for at skabe et mere effektivt flow og gøre det nemmere for passagererne at navigere rundt i lufthavnen, ligesom butiksområderne skal udvides.
En vigtig forudsætning for at kunne klare så mange passagerer er, at de kan håndteres i sikkerhedskontrollen, hvorfor en udvidelse af den centrale sikkerhedskontrol er et af de første projekter, som er iværksat. Med CSC Phase 2 udvides antallet af securityspor og køstyringsarealet. I forlængelse af CSC Phase 2-projektet ligger Terminal 3 West. I praksis er den eksisterende CSC bygning udvidet mod nord ud over forpladsen Landside hele vejen hen til Terminal 2. Udvidelsen bruges i stueetagen til et større flowområde og flere butikker og restauranter, mens det på første sal især handler om udvidelsen af CSC og tilhørende arealer. Desuden er kælderarealet udvidet til ny teknik, og andensalen er udvidet til forbedrede personalefaciliteter. ISC Rådgivende Ingeniører A/S har været totalrådgiver på begge projekter.
– Vi har været involveret i lufthavne over hele Skandinavien, blandt andet Rønne, Odense, Aalborg, Billund, Keflavik og Arlanda, og vi har bygget lufthavne på Grønland og Færøerne, så det er et af de områder, hvor vi har særlig viden. Vi har arbejdet i Københavns Lufthavn i 35 år og været hele vejen rundt med Finger C og D, det store terminalprojekt i 1988 og den store fragtterminal i øst samt Sterling Airways hangaren i syd, fortæller Kjeld Thomsen, der er grundlægger af, og CEO for, ISC Rådgivende Ingeniører A/S.
– En stor del af projekterne i lufthavnen er baseret på, at udbygningen af lufthavnen sker inden for de eksisterende rammer, og det gør det meget kompliceret at arbejde derude – det ville jo i praksis være meget nemmere at bygge nyt. ISC dækker alle de nødvendige ingeniørdiscipliner, der skal til for at udføre sådan en totalrådgiveropgave. Når man laver om, griber man ind i hovednervesystemet på ventilationsanlæg, brandsystemer, elinstallationer mv., og det er meget komplekst, da man hele tiden møder ældre installationer, som måske ikke er fuldt dokumenteret, og det gælder ikke mindst installationer i jord, siger Kjeld Thomsen.