Københavns Politigård
Otto Mønstedsgade 2
1560
København V
Danmark
At det netop blev Elindco A/S, som fik ansvaret for denne bygningskulturelle bedrift, var intet tilfælde. Prisen var en parameter, javist, men nok så vigtigt var det, at Elindco er dybt forankret i en håndværksmæssig tradition. Ud af Elindcos samlede medarbejderstab på 120 er mere end 70 tømrere; det betyder, at en opgave som genopretningen af Københavns Politigård er som udskrevet til entreprenørens ordrebog.
– Samtidig har vi stor erfaring med at styre en hovedentreprise, opdelt i store underentrepriser, som vi supplerer med vores betydelige egenproduktion, pointerer projektchef Bjarne Andersen. Elindco havde alle de udførende fag med i hovedentreprisen med undtagelse af marmorering (stucco lustro), gørtler og stukkatør, som Bygningsstyrelsen havde udtaget til eget bidrag.
I slutningen af sidste år var det meste overstået – og med held: Renoveringen af Københavns Politigård er vellykket og har resulteret i et langt bedre indeklima i bygningen, lyder en udtalelse fra Bygningsstyrelsen.
Dog, nu gøres der allerede klar til næste etape i den løbende modernisering af både politimyndighed og myndighedens største station i Hovedstaden: Med henblik på effektivisering og bedre udnyttelse af resurserne er to tegnestuer, Rønnow Arkitekter og H+ Arkitekter, i færd med projektering af en udvidelse og ombygning.