Campus Vejle
Boulevarden 48
7100
Vejle
Danmark
Der var en gang, hvor Boulevarden i Vejles vestlige ende var domineret af bilforhandlere og forskellige industrivirksomheder. Men det har ændret sig ganske dramatisk i de senere år. I dag breder Campus Vejle sig på næsten hele den vestlige side af Boulevarden.
Her kan unge i Trekantsområdet efterhånden vælge mellem et imponerende udbud af uddannelsesmuligheder. Seneste skud på stammen er et hus, der samler VUC og HF under samme tag.
Hovedentreprisen var ved en licitation gået til Kolding-virksomheden Kjæhr & Trillinggaard A/S. I foråret 2013 gik byggeriet i gang. Den første væsentlige opgave, der skulle udføres var en grundig pilotering. Undergrunden i det vestlige Vejle er blød engjord, der stiller visse krav til ethvert byggeri. Denne opgave blev udført af Aarhusvirksomheden Per Aarsleff A/S.
Herefter skred byggeriet af det 5.300 kvm store hus, fordelt på tre etager, hurtigt og planmæssigt frem og stod klar til indvielse i oktober 2014. Ved ankomsten til det nye hus er det første, man lægger mærke til, den ‘urolige’ facade, eller savtakket om man vil. Huset er bygget op med et råhus, udført i betonelementer, der på ydersiden er beklædt med isolering og herpå malede zinkplader.
Det er lykkedes på en og samme tid at udføre huset, så det falder i med de øvrige bygninger og dog alligevel skiller sig ud og signalerer nybyggeri.
Hvad der udefra giver et spændende udtryk, viser sig indenfor at være mange karnapper med studierum på de to øverste etager, der således har et lidt uventet og uregelmæssigt forløb i et hus, der af samme årsag er befriende fri for de uendeligt lange og lige gange, som kendetegnede uddannelsesinstitutioner i tidligere tider. Dette hus byder på en spændende og lidt uventet oplevelse, allerede når man træder indenfor i forhallen.
Råt og rustikt
Det falder i øjnene, at der er anvendt materialer, der giver et både rustikt og råt indtryk. De massive betonvægge understreger husets soliditet. Men de bidrager også til dekorationerne i huset. Flere steder bemærker man, at betonvæggene er indfarvede i blandt andet røde og gule nuancer.
Randersvirksomheden Confac A/S har leveret disse spændende og utraditionelle løsninger i et materiale, som bestemt ikke kun er gråt og trist.
Det falder også i øjnene, at alle husets installationer løber synligt under lofterne.
- Det har været en helt speciel udfordring under byggeriet, fortæller projektleder Kaj Balling fra Kjæhr & Trillingsgaard A/S.
- Bygherren ønskede netop, at alle installationer skulle være synlige for at understrege husets rustikke præg. Det har så været en særlig udfordring, ikke kun at sikre, at ventillationsrør, varmerør og sprinklerrør fungerede som de skulle. Vi skulle også i ekstraordinær grad tage højde for, at de også tager sig pænt ud.
I stueetagen er alle fællesarealer belagt med norsk skifer. Et materiale der står ganske godt med betonvæggene og tilsammen er med til at fremhæve det rustikke indtryk. I alle undervisningslokaler og på fællearealerne på de to øverste etager er gulvene belagt med linoleum.
Lyst og indbydende
De store vinduespartier og ikke mindst de tre store atriumgårde i huset, der rækker op gennem alle tre etager, bidrager til, at huset fremstår lyst og indbydende.
Sporene heraf er nu helt væk, men under byggeriet var det virksomheden Helge Frandsen A/S fra Hornsyld, der sørgede for opsætning af stilladser, inde såvel som ude, hvorfra håndværkerne kunne udføre deres opgaver.