Next Vestskoven Gymnasium
Liljens Kvarter 2
2620
Albertslund
Danmark
Det kan ses langvejs fra og har været ventet med stor spænding. Det nye gymnasium, der skal erstatte Albertslund Gymnasium i Løvens Kvarter med et mere moderne og tidssvarende uddannelsessted. Og med en ny og mere central placering på Kongsholmgrunden kun et stenkast derfra, håber man for alvor at kunne tiltrække de unge og styrke interessen for videreuddannelse i Albertslund og den øvrige vestegn.
Det nye, spændende byggeri på hele 11.000 kvadratmeter skal lægge vægge og danne et solidt fundament for ungdomsuddannelserne STX, HTX, HF, HHX, EUD samt 10. klasse. Next Uddannelse København Valby er bygherre med Niras A/S som bygherrerådgiver mens C.C. Contractor har varetaget totalentreprisen med Sweco Danmark som rådgivende ingeniør.
Projektet blev udbudt i en totalentreprise og vundet af C.C. Contractor på baggrund af byggeprogram og dispositionsforslag. Og selve processen tog sin begyndelse tilbage i 2016, hvor Next kontaktede IC arkitekter med deres ønsker og visioner for det nye byggeri, som blandt andet Peter Ilsø, partner og arkitekt hos IC Arkitekter var med til at skitsere og budgettere i den indledende fase. Han husker det som en proces, hvor alt stort set gik efter planen:
– Der var en særlig stemning omkring dette byggeri, og vi oplevede en stor politisk opbakning fra kommunens side i forbindelse med hele projektet, som var præget af fælles fodslag over hele linjen, og kort tid efter de første skitser havde forladt vores tegnestue, gik byggeriet i gang. Og så var der er rigtig godt samarbejde i hele udførelsesperioden mellem alle de berørte parter.
Sammen med Niras har IC Arkitekter stået fadder til både de første skitser, lokalplan, disponeringsforslag og byggeprogrammet. Og i dag – mindre end to år siden det første spadestik blev taget – står det nye gymnasium som et smukt vartegn, der strækker sig mod himlen. Selve bygningen er en sammensmeltning af to bygninger: En kube øverst der står på en lavere og mere aflang bygning nederst. Netop denne sammenstilling danner tre niveauer, der tilsammen skaber rammen om et både åbent og meget fleksibelt undervisnings- og læringsmiljø.
Det er også en meget transparent bygning. Og dette var netop et af opdragene fra Next, som betyder, at når man står i den færdige bygning, kan man rent faktisk se fra den ene ende til den anden. Fra øst til vest. Tværs gennem bygningen – hele vejen op til det øverste tårn – og ud over det omgivende Albertslund.
De to bygningskroppe er bygget med mørkegrå Randers Tegl. Og det er langt fra en tilfældighed, fortæller Peter Ilsø, der var en varm fortaler for valget af netop mursten:
– At Next er et muret hus er nøje overvejet. Dels spiller det smukt op til Sundhedshuset, der ligger ikke langt derfra, og som sammen med det nye gymnasium er blevet pejlemærke for Albertslund. Dels har jeg personligt en særlig kærlighed til murværk, som kun bliver smukkere med årene, og som med sin stoflighed kan spille op mod omgivelserne som kun få andre materialer, fortæller han og tilføjer, at de valgte mursten yderligere har den fordel, at de drosler højden på bygningen lidt ned, så den ikke fremstår helt så voldsom.