Elegant entré til underjordisk parkering

En elevatorboks er det eneste, der afslører, at her ligger et parkeringshus - de øvrige etager på tre københavnske p-anlæg er underjordiske
Tekst: 

De tre underjordiske og fuldautomatiske p-anlæg i Københavns Kommune er bygget for at forbedre byens parkeringsforhold – og som nogle af de første anlæg på vore breddegrader er alle fire etager på anlæggene helt skjult under jorden. Det eneste, som afslører, at man faktisk kan komme af med sin bil, er de overjordiske elevatorbokse i glas og stål – udført af Lafuco. De tre p-anlæg omfatter Nørre Allé med 164 parkeringspladser, Leifsgade med 408 parkeringspladser og Under Elmene med 268 nye parkeringspladser.

Indgang i glas og stål

Elevatorboksen har helt bevidst fået et let og åbent udseende.

- Det er især lykkedes ved at anvende stål og glas som bærende materialer i konstruktionen. Det har krævet meget stor præcision i beregninger og måltagning på forhånd, fordi der ikke var mulighed for at foretage ændringer efterfølgende. Det var især en udfordring at montere glasset, da der kun er ganske få millimeters tolerance – stålkonstruktionen skulle derfor stå helt præcist fra starten af, fortæller projektleder Henry Højbjerg og tilføjer:

- Dertil kommer, at vi har anvendt T-profiler i stål, der normalt bliver svejset sammen, men ved dette projekt er de blevet varmet sammen. Fordelen herved, at vi har undgået svejsningerne – og netop de manglende svejsesøm er noget, som arkitekterne har været meget glade for, siger Henry Højbjerg.

Eksklusiv tegl

Elevatorboksens mur er blevet opført i Kolumba tegl. Det er en meget hårdt brændt tegl, hvor overfladen har et raffineret udtryk, der harmonerer med enkelt og eksklusiv arkitektur – en tegl, som for øvrigt også er blevet brugt til Skuespilhuset.