Domus Axel
Axeltorv
7000
Fredericia
Danmark
Egentlig skulle der bare have været bygget et parkeringsareal som erstatning for 40 nedlagte p-pladser på Axeltorv i Fredericia. Men ideen udviklede sig fra at være en skitse til et parkeringshus til at omfatte hele den omkringliggende karré. Så i stedet for 150 nye parkeringspladser kan bymidten nu – efter en nedrivning, en renovering og et nybyggeri – byde på et splinternyt Føtex, H&M, 15 spritnye lejligheder samt Danmarks mest moderne biograf.
- I stedet for et p-hus har vi nu fået et oplevelseshus midt i centrum, og vi kan allerede mærke, at handelslivet i byen har flyttet sig væsentligt til bymidtens fordel, siger Mogens Ussing, direktør i R.A. Ussing & Søn A/S, der også er bygherre i Domus Axel-projektet.
Et af de store trækplastre er byens nye biograf. Førhen havde man kun en lille én af slagsen, men i dag kan man prale af en topmoderne, 100 pct. digitaliseret biograf, hvis fire sale rummer 600 sæder. Det ‘sjove’ er, at biografen slet ikke skulle have været her. Den kom nærmest med på et afbud. Et biografprojekt ved byens havnefront kuldsejlede, og samtidigt gik salget af lejligheder den forkerte vej pga. finanskrisen. Så i stedet endte man med at placere biografen i det nye Domus Axel-projekt, hvor der ellers var planlagt at opføre 22 lejligheder.
Det var en beslutning med mange udfordringer:
- Udfordringen for Rambøll lå i at designe en bygning, som kunne placeres ovenpå de eksisterende butikslejemål uden at skulle ændre bærelinjer ned gennem de underliggende etager, som var under opførelse. Da biografen har et større fodaftryk end det planlagte boligprojekt, var det en stor udfordring at designe en bygning som en selvbærende konstruktion og genbruge de eksisterende bærelinjer, fortæller projekteringsleder Karsten Madsen fra Rambøll Danmark A/S.
Karsten Madsen forklarer, at hele konstruktionsprojektet blev optegnet i 3D i Tekla, hvilket gjorde det muligt at diskutere konkrete løsninger med entreprenører, bygherre og arkitekt tidligt i forløbet – og på en let og overskuelig måde.
- 3D-modellen har været en af hovedårsagerne til, at en forholdsvis kompliceret geometri har været til at håndtere. Vi har hos Rambøll desuden en ekspertviden indenfor akustik og lyd i biografer, som har sikret, at Panorama i Fredericia lever op til THX-standarden, understreger Karsten Madsen.
Udover at have overvundet de byggetekniske udfordringer har man også med den nuværende form givet byggeriet en spændende visuel kant, der udvendigt på facaden udmønter sig i en nærmest trappelignende form, som afspejler husets indre.
En dispensation fra kommunen gjorde, at man fik lov til at bygge et glasudhæng tre meter ud over fortovet – og dermed kan biografgængerne sidde i caféen og nyde udsigten over Lillebæltsbroen ikke langt derfra.
Men også akustikken var en udfordring, der skulle løses. På grund af den eksisterende konstruktion måtte salene placeres tæt oven på hinanden. Men det måtte på ingen måde gå ud over lyden:
- Biografen er THX-godkendt, og der er nogle ganske strenge lydkrav, der skulle opfyldes. Havde vi nu bygget biografen på en åben mark, havde det ikke været et problem, men her gav det en udfordring, siger Karsten Madsen og forklarer, at løsningen blev en boks i boks-løsning, som holder perfekt på lyden, så romantikelskende biografgængere ikke generes af skud fra cowboyfilmen ovenover.