Søhusene
Enehøjvej
4900
Nakskov
Danmark
Byfornyelse og sanering af eksisterende boligområder har mange udtryk, afhængig af hvilken type byfornyelse der er tale om, og hvor i landet det finder sted.
I den lollandske by Nakskov har man præsteret en byfornyelse, der må siges at være blandt de mere hårdhændede.
Bygherren, Nakskov Almene Boligselskab, NAB, stod med et temmelig nedslidt boligområde, Riddersborgparken. Et område med 327 lejligheder fordelt på 15 boligblokke. Det stod klart, at skulle disse boliger renoveres, så de blev tidssvarende, ville omkostningerne blive uforholdsvis høje. Dertil kom, at der ikke var behov for de mange boliger.
Det nemmeste ville være at jævne blokkene med jorden. Men man kunne også tænke utraditionelt og anderledes. Hvilket præcis var, hvad NAB gjorde.
Et projekt blev udarbejdet af Architema Architects A/S, og totalentreprisen blev, efter en licitation, vundet af Ringstedvirksomheden Enemærke & Petersen A/S.
I foråret 2014 blev et projekt, der skulle vende op og ned på området, sat i værk. 13 af de 15 boligblokke blev slet og ret revet ned. De eksisterende rækkehuse i området blev gennemgribende renoveret, mens de to tilbageblevne boligblokke ligeledes blev gennemgribende renoveret og indrettet som handicapegnede boliger. Samlet set et projekt til 230 mio. kr., der kun lod sig gennemføre, fordi det blev støttet af Landsbyggefonden og Lolland Kommune.
Det interessante ved projektet var, at de 13 nedrevne boligblokke ikke helt forsvandt. For fundamenterne, eller rettere, blokkenes kælderetager, blev tilbage. På grundlag af dette rejste sig i løbet af 2014 og 2015 13 nye rækkehuse med i alt 104 nye boliger. I fire størrelser mellem 70 og 120 kvm.
– Helt præcist, så er halvdelen af de gamle kældre fyldt op, således at der tilbage er et kælderrum til hver af de nye boliger, fortæller projektleder Michael Vigh fra Enemærke & Petersen A/S.
– Opfyldningen af det overflødige kælderareal er sket med materiale fra de nedbrudte blokke. Samme materiale er blevet anvendt til at skabe det nye landskab i området, der fremstår meget kuperet.
Helt nøjagtigt, så er det de gamle råhuse, betonelementer og mursten, der er brugt til denne del af projektet.
Nedbrydningsopgaven blev gennemført af virksomheden Kingo Karlsen A/S, som er Danmarks førende nedrivningsvirksomhed med mere end 60 års erfaring i branchen.
– Blokkene er blevet miljøsaneret og ryddet indvendig inden nedrivning, oplyser Jørn Bak, regionschef hos Kingo Karlsen A/S.
– Det er i Kingos ånd, at byggematerialerne er genanvendt på pladsen og brugt til opfyldning af kældre, så samfundets ressourceforbrug begrænses.
De nye beboere, med eller uden svaler, kan glæde sig over moderne og tidssvarende boliger, der både indvendig og udvendigt indfrier tidens krav til gode boliger.
Boligerne er i et plan, men i en tredjedel af dem har man udnyttet terrænforskelle og skabt et ‘split level’, en forskudt etage.
Boligerne har velindrettede køkken-alrum med hvidevarer af god kvalitet. Bortset fra badeværelserne, der har flisebeklædning, er der parketgulve i alle rum. Boligerne opvarmes med gulvvarme.
Virksomheden Næstved Flisecenter ApS har leveret fliser, der er anvendt i boligernes badeværelser.
– Vi havde forskellige prøver, vi kunne vise bygherren, og man valgte en traditionel mat hvid flise til væggene og en svagt grå flise til gulvene, fortæller Mogens Ravn Hansen fra Næstved Flisecenter ApS.