Copenhagen Markets
Litauen Allé 13
2630
Taastrup
Danmark
Den anden bygning, der skal rumme blomster og tilbehør, er set ovenfra helt rektangulær. Men det dækker over, at den består af fireforbundne enheder, herunder et parkeringshus.
Undervejs i byggeprocessen skulle det vise sig, at interessen for huset var så stort, at det blev besluttet at opføre en tredje hal. En hal, der også er forbeholdt frugt og grønt. Denne hal er på 12.000 kvm og ligger naturligt nok i forlængelse af den anden hal til frugt og grønt.
Dermed kommer det samlede byggeri op på imponerende 67.000 kvm. I den nye hal, eller ‘lille’ hal, var godt halvdelen udlejet næsten fra første spadestik.
Når man træder indenfor i de enkelte haller, falder det i øjnene, hvor enorme de forekommer. Man har en fornemmelse af, at det vil tage dage at gå fra den ene ende til den anden.
Også i højden imponerer bygningerne. 10 m fra gulvet op til installationer på loftets underside.
Råhuset er udført af betonelementer, leveret af virksomheden Spæncom A/S. Det er bygget op med et bærende system, der fortrinsvis består af hammerhovedsøjler. Disse søjler er monteret i mere end 500 A-fundamenter.
Endvidere er benyttet sandwichfacadeelementer, der spænder mellem A-fundamenter og den øvrige facadekonstruktion.
Desuden en betonsokkel, der når op i 1,5 m’s højde. Den er således sikret godt i tilfælde af påkørsel. Det forventes, at der i fremtiden vil være en særdeles livlig lastbilstrafik på området, så det kan næppe undgås, at en chauffør fra tid til anden vil komme lidt for tæt på.
Inde i hallerne er installeret i alt tre kerner, der bl.a. rummer toiletfaciliteter.
Martin Reimers oplyser, at der foreløbig er ca. 60 lejemål på plads. De hvide streger i gulvet markerer, hvor de er. Dermed henleder han opmærksomheden på det sindrige system af hvide og gule streger, der præger gulvene i hallerne.
De gule streger er logistiske streger, der markerer bygningernes hovedgader og sideveje. De hvide streger markerer de enkelte lejemål. Et system, der betyder, at når huset er fuldt udbygget, så vil det bestå af markedspladser, placeret på ganske traditionel vis, men alt sammen samlet under et tag.
– Det mindste lejemål er på 48 kvm og det største er på 6.300 kvm, fortæller Martin Reimers.
Dermed står det klart, hvorfor der sidst på vinteren stadig er så mange håndværkere til stede i bygningerne. For selve hallerne stod færdige i efteråret 2015.
– Hen over vinteren har håndværkerne så haft travlt med at få det sidste på plads. Herunder ikke mindst at sikre, at de mange tilslutninger til vand, fjernvarme, køl og elektricitet er i orden, fortæller Martin Reimers.
– Men efterhånden er de enkelte lejeres egne håndværkere rykket ind og er travlt optaget af at indrette de lejede arealer, så de passer til lejernes ønsker og behov.
Copenhagen Markets bliver indviet til april, så der er fortsat meget at gøre for de mange håndværkere og dermed også en del arbejde med at koordinere indsatsen.
Men allerede tidligt i processen stod det klart, at indretningen er lige så mangfoldig, som antallet af lejere.
Når Copenhagen Markets bliver indviet i april 2016, vil det blive arbejdsplads for mange mennesker. En engrosmarkedsplads, der er leverandør til mange af de detailhandlende, kunderne benytter i det daglige.