Eric Storm A/S
Energivej 27
5260
Odense S
Danmark
Det handler om plasticfolie og emballage i alle tænkelig afskygninger. Materialer, som bruges i landbruget, byggebranchen og industrien. Grossistvirksomheden Eric Storm A/S har siden 1965 leveret disse produkter til et voksende antal kunder. Den store succes betød også, at man efterhånden var presset, og de 11 medarbejdere sad lidt for tæt i de gamle lokaler på havnen.
Dengang var havnen den bedst tænkelige adresse for en virksomhed som Eric Storm, men i dag kræver den fortsatte succes nye, moderne faciliteter, mere plads og ikke mindst en placering tæt på motorvejen. I dag drives virksomheden videre af anden generation på det nye domicil, hvor der er plads til fortsat vækst, fordi det nye lager er bygget til at håndtere en stigende omsætning på mere end 10.000 tons pr. år.
De nye lokaler er rummelige, lyse og venlige. Og det er de selvom den nye bygning er opført i betonelementer af Dansk Halentreprise A/S, der har været hovedentreprenør på opgaven. Bygningen er tegnet ud fra simplicitet som omdrejningspunkt. Den store rektangulære betonkasse er ukonventionelt tegnet og konstrueret med bløde og afrundede former – det gælder for hele bygningskroppen i beton og det gælder for en del af det markante glasparti, der skyder ud fra bygningen og som fungerer som velkomsthal, reception, vindfang og fordelingsrum til lokalerne på første sal. Det er her i hall’en, med masser af naturligt lys og en blanding af stilfulde klinker, der brydes af en rå trappe til førstesalen, at Eric Storm A/S kan byde sine kunder velkomne.
Det store glasparti signalerer åbenhed og sikrer, at ingen er i tvivl om, hvor de skal henvende sig, når de ankommer til virksomheden. For det gør kunderne i stigende grad. Især beliggenheden kun 500 meter fra den fynske E20-motorvej gør det nye domicil meget attraktivt. De nye lokaler har givet virksomheden nye muligheder, og derfor har man for første gang også valgt at bygge et stort showroom, hvor netop kunderne kan få mulighed for komme til salgsmøder og se og røre ved varerne inden bestilling.
Den store bygning med det iøjnefaldende indgangsparti på en 16.000 kvm stor grund, kan ikke undgås at blive lagt mærke til fra Energivej i det sydlige Odense. Den er både rå og sender et stilsikkert signal om, hvad virksomheden står for. Den 45 år gamle virksomhed vil gerne vise, at den er moderne, og derfor blev det nye domicil en realitet, der krævede en investering på 30 mio. kroner.
Mange af vinduerne til bygningen er leveret af Cetonia A/S, der ofte samarbejder med Dansk Halentreprise A/S.
- Til dette byggeri har vi udelukkende leveret vinduer og blændpartier til vinduesbåndene i administrationen, siger Allan Kjeldsen fra Cetonia A/S. Han forklarer, at virksomheden løser mange lignende opgaver.
- Opgaven her har, for os, været ukompliceret, da der er tale om en enkel løsning: Et vinduesbånd afbrudt af blændpartier til afdækning af bagvedliggende betonsøjler. Vi har leveret elementerne i samarbejde med Dansk Halentreprise. Vi leverer jævnligt elementer til deres byggeprojekter, et samarbejde, vi sætter pris på, idet der altid er tale om gedigent byggeri. Netop det er vores kendetegn. At finde løsningen til den konkrete byggesag i samarbejde med entreprenøren. Nogle gange er løsningen helt unik, til andre opgaver mere enkel, men altid udført med al respekt og grundighed, siger Allan Kjeldsen.