NetIP A/S
Uglevej 3
7700
Thisted
Danmark
På NetIP’s hjemmeside har et ur gennem længere tid markeret nedtælling til virksomhedens nye domicil. En IT-virksomhed, der hører til landets førende udbydere af netværk, sikkerhed og telefoni, flytter selvfølgelig ind på sekundet.
I NetIP’s nye hjem ved et befærdet kryds ud mod omfartsvejen nord for Thisted er der god plads til alt det, som ingen normalt ser: Elektronikken, serverne og softwaren, som vi alle i større og mindre udstrækning er blevet afhængige af i hverdagen. Huset selv, derimod, manifesterer sig i høj grad på nethinden og synes at løfte sig selv op over landskabet med sin høje betonsokkel og de gennemgående vinduesbånd i de sorte facadeelementer i frilagt granit.
NetIP oplever fremgang og var vokset ud af de nu snart forhenværende lokaler et andet sted i Thisteds nordlige industrikvarter. Det affødte behovet for at bygge, og en arkitekt havde forinden anbefalet sig selv over for NetIP, omend i privat regi.
- Vi tegnede et hus til virksomhedens salgschef i 2007, og året efter et til direktør Martin Kjølhede. På baggrund af dette positive samarbejde blev vi lidt efter lidt involveret i udformningen af det nye firmadomicil. Et godt eksempel på betydningen af referencer og personlige kontakter, siger konstruktør Mogens Frederiksen, der sammen med arkitekt Annie Rødbro er indehaver af Rødbro & Frederiksen A/S, en mindre, fortrinsvis lokalt orienteret tegnestue, som blev startet i 2007 af erfarne kræfter.
Rødbro & Frederiksen har haft status af bygherrerådgiver på linje med Brix & Kamp A/S på ingeniørdelen. Sidstnævnte er et Aalborgfirma med afdeling i Thisted. På baggrund af rådgivernes byggeprogram udbød bygherren totalentreprisen til fire kandidater med Gråkjær Industribyg A/S i Holstebro som vinder.
Kreativiteten har været udtalt, både med henblik på at give bygherren den ønskede præsentable adresse og på at strække de afgrænsede midler og aflevere et billigt byggeri, der på ingen måde ser billigt ud.
- Huset er sat simpelt og fornuftigt sammen af to betonkasser, som vinkelret griber ind i hinanden. Det bastante i denne konstruktion ophæves af vinduesbåndene på de to etager og den høje, lyse sokkel, som de ovenstående mørke facadeelementer rager en smule ud over, beskriver Mogens Frederiksen.
Betonen er leverance fra det lokale TCT A/S (se tema Beton i Byggeplads.dk nr. 5, 2010). I bygningens hjørner – både det indadgående og det udadgående – er der påsat trappetårne i glas/alu og med trappe og værn fra en anden stor Thistedvirksomhed, CSK Stålindustri A/S, der også har fremstillet værn i stål og glas til en overdækket mahognibelagt terrasse på førstesalen.
Trappetårnene har ikke nævneværdig indflydelse på statistikken, men visuelt er de med til at binde husets to betonbokse sammen til en helhed. Trappeafsatser og trin er belagt med kinesisk skifer. I storrrumskontorer, møderum og fællesarealer ser man Ege tæppefliser og Ege Amtico-vinyl. Ledende gulve er belagt med Forbo Colorix af gulventreprenøren A10 Tæpper A/S.
To elevatorer er anbragt adskilt fra trappetårnene. De fører fra kælderplan til de to etager over jorden, og adgangen til f.eks. teknikkælder og til serverrum på øverste etage bliver reguleret på betjeningspanelet ved brug af fingeraftryk.