Hempel Campus
Lundtoftegårdsvej
2800
Kgs. Lyngby
Danmark
Malingsproducenten Hempel er grundlagt i 1915, og specialiserede sig oprindelig med stor succes i maling til skibe og både. Sidenhen er virksomheden blevet global med fabrikker, forskningscentre og lagre over hele verden, og den har bredt sig til andre områder med maling og coating til bl.a. kraftværker, vindmølleindustri og infrastruktur.
Tyngden i den globale udvikling ligger dog fortsat i virksomhedens hovedkvarter i Lundtofte nord for København. I 2013 opførte virksomheden et nyt hovedkvarter (HQ1) på Lundtoftegårdsvej tegnet af Årstiderne Arkitekter (nu Sweco Architects). Den tre etager høje, rektangulære bygning er meget karakteristisk med sine smalle, etagehøje vinduespartier og kraftige, horisontale markeringer af etageadskillelserne i facaden. Et centralt motiv i det gamle hovedkvarter er den smukt svungne trappe i det centrale atrium, der symboliserer det helixmønster, der opstår, når man blander ny farve i en spand maling. Idéen og trappen har senere givet inspiration til Hempels nye logo.
Hempel er dog hurtigt vokset ud af det eksisterende hovedkvarter, og med de seneste knopskydninger er ”Hempel Campus” opstået. De nye tilføjelser indbefatter et nyt R&D center på ca. 6.000 kvm, der er bygget i tilknytning til HQ1 på den eksisterende grund samt et nyt kontorhus kaldet HQ2.
HQ2 ligger på en lang grund på den østlige side af Lundtoftegårdsvej ud til Helsingørmotorvejen. Det 11.879 kvm store byggeri er opdelt i to let forskudte bygningskroppe, der visuelt bryder det meget store volumen. Den sydlige bygning rejser sig i seks etager, hvor den øverste huser et let tilbagetrukket penthouse. Den nordlige bygning er en etage lavere og forskyder sig lidt i plan mod øst.
Byggeriet er meget enkelt, nærmest minimalistisk, i sit udtryk, der hænger fint sammen med byggeriet fra 2013. Smalle vinduespartier i springende moduler fremhæver det vertikale, mens brede gesimsbånd markerer horisontaliteten i den aflange bygning.
Mod Lundtoftegårdsvej, hvor HQ2 opleves af fodgængere og biler i lavt tempo, er bygningens vestlige facade nuanceret med en kolonnade med rektangulære søjler i to etagers højde. Mod øst er der lagt vægt på, at facaderne med tydeligt Hempel-logo kan opfattes og forstås fra biler, der passerer i motorvejsfart.
Facaderne står med sandwichelementer med front i hvid beton, mens selve råhuset er en traditionel betonkonstruktion. Spæncom A/S har været underleverandør til Dan-Element A/S og har leveret huldæk i fire forskellige tykkelser – 22, 27, 32 og 40 cm. Derudover har firmaet vi leveret 23 bjælker. Alt i alt er der leveret ca. 4.300 tons betonelementer til projektet.
HQ1 og HQ2 bindes sammen af en slank og elegant gangbro, der i anden sals højde krydser Lundtoftegårdsvej. Broen forbinder direkte den centrale trappe i HQ1 med en lige så artikuleret, slynget trappe beklædt med egetræ i HQ2. Trappen er placeret i sammenstødet mellem de to blokke helt ud til et bygningshøjt glasparti i den østlige facade, så den opleves fra motorvejen. Den sydlige blok er indrettet til kontorer med tilhørende faciliteter, mens den nordlige blok rummer bl.a. auditorium, mødecenter og faciliteter til medarbejderne.