Næstved Fjernvarme
Maglemølle 62
4700
Næstved
Danmark
– Vi er startet tidligt med at planlægge, da der har været meget arbejde med rydning af grunden og etablering af adgangsveje og forsyningsforhold. Meget skulle fjernes, før vi kunne gå i gang med byggeriet, forklarer Lyngkildes Per Kaas, afdelingsleder for bærende konstruktioner og projektleder på byggeriet.
Der har også været forurenet jord, der skulle væk, inden man kunne gå i gang. Den bløde jord har da også resulteret i, at administrations- og driftsbygningen er pælefunderet med 200 betonpæle på en længde mellem 10 og 18 meter. Lagerbygning og garage ligger længere oppe på grunden, og her har det ikke været nødvendigt med pilotering.
Det har været et ønske fra bygherre at få synlighed mod kanalsiden. Også her var grunden vokset til, og der er fældet træer, fjernet beplantninger og ryddet op mod skrænten mod kanalen, så man kan se den nye bygning udefra. Selve alu-og glasfacaden mod kanalen har et udsyn med en bredde på ca. 170 kvadratmeter. Det giver masser af lys ind til kontorerne og en smuk udsigt for medarbejderne.
De røde gulve
Man har ikke været bange for at bruge farver i administrationsbygningen. Det udspiller sig bl.a. på gulvene. Ulfcar Production ApS har lagt både undergulve (flydemørtel), lydmåtter og overgulve og forskellige typer gulve i bygningerne. Der er lagt epoxygulve i lagerrum, et Weberdesign gulv i gangene i administrationsbygningen samt i entre og på trapper. Gulvet giver et godt spil til de røde polyurethangulve i en almindelig belægning på kontorerne, der tydeligt kan ses gennem glasvæggene ind til kontorerne. Den røde farve går igen i stedets fitnessrum, men med en belægning med membran, så gulvet giver en smule efter.
Administrations- og driftsbygningen er udført som et lavenergibyggeri. Der er taget højde for alt, hvad den kan trække af klimastyring med køl og ventilation og solceller på taget af driftsdelen. Taget er en konstruktion med ståltrapez med isolering og tagpap.
– Løsningen har været et mekanisk balanceret ventilationsanlæg med køling og befugtning med funktionskrav i den høje ende. Der er brugt LED-belysning og akustiklofter. Bygherres intention har været at skabe gode arbejdspladser med et godt indeklima, lyder det fra Per Kaas, der ikke er i tvivl om, at han har været med til at bygge en af Danmarks bedste arbejdspladser.