OJD Trading
Lerbækvej 16-18
2680
Solrød Strand
Danmark
Via et trappetårn ankommer man til pakkehallen, mellembygningen mellem administration og lagerhal. Herfra kan man konstatere, at pakkehallen udvendigt er beklædt med kobber, så den adskiller sig fra lagerhallens lyse, gyldne yderfacade, der er beklædt med betonsandwichelementer. Helt præcist er der tale om gule, børstede facadeelementer fra virksomheden Boligbeton A/S.
Tagelementerne i beton til lagerhallen er produceret af Støvring-virksomheden Ambercon A/S.
Pakkehallen er ét stort lokale, hvor medarbejderne ved lange borde udfører deres arbejde. I løbet af en arbejdsdag skifter medarbejderne mellem forskellige funktioner for at undgå monotoni.
Lokalet er lyst og behageligt med store vinduespartier, der giver dagslyset mulighed for at slippe indenfor.
Også her er gulvene belagt med egeparket. Rummet er højloftet i den midterste del, hvor et stort ovenlysvindue lukker yderligere dagslys indenfor. I hver ende af lokalet er loftet sænket og beklædt med Dampa 10-akustiklofter. En loftsbeklædning, som var meget anvendt i 1970erne, men som er valgt af indlysende årsager. Det bidrager til en behagelig akustik i lokalet, således at det er muligt at føre en samtale i normalt stemmeleje, selvom der er stor aktivitet og mange mennesker til stede i lokalet.