OJD Trading
Lerbækvej 16-18
2680
Solrød Strand
Danmark
Virksomheden OJD Trading ApS er et familiefirma, der i mere end 40 år har specialiseret sig i at være underleverandør til danske industrivirksomheder, samt salg af bremsedele til den verdensomspændende bilindustri.
Det har virksomheden haft så stor succes med, at det for et par år siden blev besluttet at nedrive en del af virksomhedens oprindelige bygninger og i stedet opføre et nyt domicil med lager, pakkehal og administration. Et projekt, tegnet af Ole Hagen Arkitekter A/S på Frederiksberg, der stod klar til indvielse, netop som OJD Trading i oktober 2011 kunne fejre sit 40 års jubilæum.
I dag kan virksomheden glæde sig over at råde over lokaler, der fuldt og helt indfrier forventningerne til en moderne arbejdsplads anno 2011.
Samtidig er det lykkedes at skabe et byggeri, der på afgørende vis gør op med tidligere tiders tendens til, at industribyggeri udelukkende skulle være funktionelt.
OJD Tradings domicil er både funktionelt og bidrager positivt til helhedsindtrykket af det industriområde, der ligger ved Taastrupvej i Solrød Strand.
At det er lykkedes på så forbilledlig vis skyldes kombinationen af de mange involverede parters gode vilje til at skabe et anderledes domicil, hvor der i bemærkelsesværdig grad er tænkt på detaljer såvel som helhed.
Projektet er udført i storentrepriser, hvor de enkelte opgaver er blevet givet til forskellige entreprenører efter en indbudt licitation.
Da opgaven både har omfattet nedrivning af eksisterende bygninger, nybyggeri og anlægsarbejder, har der været mange virksomheder og medarbejdere involveret.
Projektledelse og byggeledelse er forestået af den rådgivende ingeniør Strunge Jensen A/S fra Solrød Strand, hvor den ansvarlige ingeniør, Jens-Erik Poulsen, undervejs har haft endog rigtig mange bolde i luften på en gang.
Inden byggeriet kunne komme i gang skulle en stor opgave løftes, idet der i undergrunden lå en hel del rør og ledninger, der skulle flyttes såsom kabler til telefon og internet samt gas- og kloakledninger. Da det var på plads kunne byggeriet gå i gang.