Rosenvænget 25
4270
Høng
Danmark
Der var vendt op og ned på gamle mønstre, da eleverne vendte tilbage til skolen efter vinterferien. I hvert fald blandt de ældste elever på Høng Skole i Vestsjælland. Hvor lærerne er vant til, at det er lidt modløse elever, der vender tilbage fra ferie, kunne de i denne omgang tage imod forventningsfulde og spændte elever.
Årsagen var indlysende, for de ældste elever kunne lægge måneders byggerod og lokalemæssige nødløsninger bag sig og i stedet være med til at indvie skolens nye fløj. Specielt indrettet til at imøde-komme alle de krav, ønsker og forventninger, man kan have til en moderne folkeskole.
Efter mange overvejelser og diskussioner i Kalundborg Byråd kunne byggeriet af den nye skole sættes i gang i foråret 2010.
Selve projektet blev skabt i et tæt samarbejde mellem bygherren, arkitektfirmaet Hou + Partnere Arkitekter A/S samt Høng Skoles medarbejdere. Efterfølgende fik virksomheden Dansk Boligbyg A/S byggeopgaven i hovedentreprise ved en indbudt licitation.
- Målet for bygherren var at finde frem til et byggeri, som på en og samme tid holdt sig indenfor de i budgettet afstukne rammer og som kunne indfri brugernes tanker, forventninger og pædagogiske intensioner, fortæller Christian Skov fra Dansk Boligbyg A/S.
I efteråret 2010 gik byggeriet i gang, hvilket i første omgang satte lærere og elever på lidt af en prøvelse.
- Høng Skole er opført i 1970’erne og består at et stort antal mindre bygninger. For overhovedet at få plads til den nye fløj, skulle flere af de eksisterende bygninger rives ned, fortæller Christian Skov.
- Det gav skolens ledelse en udfordring at få genhuset de elever, der således blev husvilde. En manøvre, der lykkedes, fordi man undervejs fik opstillet midlertidige pavilloner til undervisningen.
Resultatet er blevet 5.800 veldisponerede kvm fordelt på to etager samt en halv kælderetage.