TrygVesta A/S
Klausdalsbrovej 601
2750
Ballerup
Danmark
I projektet er forudsat en frihøjde i atrierne, som ikke måtte overskrides. Højdedimensionen kunne overholdes ved hjælp af kompositkomponenterne, der kræver ca. 15-20 pct. mindre plads end traditionelle konstruktioner.
- Det er ofte vanskeligere at skabe løsninger til et eksisterende hus, men i denne sag har vi opnået nogle af de bedste gennem et fortrinligt samarbejde med arkitekter og ingeniører, lyder det fra Peikko Danmark.
På det bærende stål var det derefter Glasbyggerne fra Svendborg, der røgtede ansvaret for at overdække de tidligere gårdhaver til en fremtid som atrier. Atriernes rejser sig med lodrette sidelys, der modtager et glastag med 8° rejsning. Lukningen er sket med fire sektioner i en stjerneform i hvert atrium. Glasbyggerne har anvendt hærdet, lamineret glas i system FW50-profiler fra Schüco.
De åbne kontormiljøer er arrangeret langs et aktivitetsstimulerende indre gadeforløb, der snor sig som gennem en landsby. Gaden er udført med støbte belægninger af en magnesitblanding, som BT Gulve A/S har haft ansvar for som en del af den store, samlede gulventreprise. Magnesit – eller bitterspat – er et pulveriseret mineral i en varm grå farve, som får glasglans, når det udlægges i en blanding med vand. I samarbejde med Built Identity har BT Gulve efter arkitekternes anvisninger og tegninger udført udsmykninger i magnesitgulvene i form af nedstøbte 10 mm tykke messingprofiler, der fortsætter de organiske temaer.
- På grænsen mellem håndværk og kunsthåndværk, siger BT Gulve om det stykke arbejde! Gaderne blev suppleret af olieret aske højkantparket (Vega Wood) og ikke mindre end 18.000 kvm tæpper fra Højer Contract: Ege Highline Epoca, et betydeligt bidrag til lyddæmpningen. Som et yderligere supplement til de akustiske løsninger er alle trægulve monteret på en akustisk isolerende lyddug. I birum lagde BT Gulve linoleum som en kombination af Armstrong DLW og Forbo.
Samvær, videndeling og optimerede arbejdsprocesser har været udfordringerne – møblering, teknologi og rumlige forhold har været ordførende virkemidler.
For at skabe lyse og arbejdsmiljømæssigt behagelige rum i de åbne forløb har der været et konstant fokus på lyd og lys med elegante løsninger, skabt af et samarbejde mellem Blendex A/S med ansvar for solafskærmning og regulering af dagslys og solvarme samt Barsmark A/S med spidskompetence inden for akustisk regulering.
Blendex A/S kalder ordren for ‘en meget stor sag’, hvad man forstår af indkøbssedlen, der bl.a. omfatter 1.075 Mini-screens og Bom-Line®-screens til montage på facaderuderne, men også knap 100 Zip-screens til montage på ydersiden af glastagenes lodrette sidelys i atrierne. Zip-screens bruger en speciel ‘lynlåseffekt’, når dugen låses i sidestyrene (heraf navnet). Disse screens er specielt vindrobuste og kan anvendes i op til 14 sekundmeter vind.
Blendex har også leveret 290 indvendige solgardiner, der er skåret i trekanter efter tagenes rudeform. Solgardinerne fremføres i et specialdesignet WRT-system (WireRundTræk). Solafskærmningen styres af teknologi fra Blendex, udformet som stand-alone-anlæg for den højeste grad af komfort. Screens og gardiner styres helt uafhængigt af det centrale CTS-styresystem, så medarbejderen selv har indflydelse på, hvornår solreduktionen skal aktiveres.