Mærsk Bygningen, Det Nye Panum
Blegdamsvej 3
2100
København Ø
Danmark
Denne trappetypologi er med aktuelle domiciler til Bestseller (C.F. Møller) og FN Byen (3XN) blevet et emblem for energi, inspiration og generøsitet, al den stund netop spindel- og vindeltrapper i modsætning til ligeløb har en dynamisk, kreativ udstråling og kræver luft og plads omkring sig, sædvanligvis med placering i et atrium.
Af brandtekniske hensyn, som også tjener en funktionsopdeling i organisationen, er trappen opdelt i tre sektioner: Den første fra etage 2 til og med 5. Den næste sektion forbinder etagerne 6. til 10., mens det sidste trappeafsnit løber fra 11. til og med 13. etage.
Set udefra gennem forskertårnets vertikale nord-syd-vendte glasparti kan trappen imidlertid beskues som en sammenhængende figur i sin fulde højde og med en diameter på 2.575 mm: Det er en gigantisk skulptur i sin montre.
Imellem de sektionsopdelte atrier er der skabt forbindelse med trappen, men også med cirkulære linseinspirerede åbninger i etagedækkene. “Linserne” i størrelser fra 720 til 920 mm er glasdækkede med gulvglasløsninger fra Deko Loft + Væg P/S.
Aktuelle byggerier viser, at glas nu er blevet både økonomisk og teknisk opnåeligt som et gulvmateriale – med ofte ganske effektfulde konsekvenser i form af en ny transparens i projektet. Den meget omtalte kinesiske glasbro i Zhangjiajie (Hunan) er et globalt eksempel, men på en mindre skala er der glasgulv i tegnestuen Adepts projekt til et nyt fritidshus på Frederiksberg (Ku.be) og nu her i Det Nye Panum, Mærsk Bygningen. Begge steder er det Dekos gulvglassystem HG Fire®, som er anvendt. HG Fire er i modsætning til tidligere tiders individuelt udviklede løsninger et komplet konstruktionssystem til gulvglas, som er testet og godkendt på Dansk Brand- og Sikringsinstitut i klasse REI 60 efter Eurocode-normerne (R= bæreevne, E = integritet, I = isolation). Hele konstruktionen, inkl. glasset, er klassificeret som personsikkerhedsglas i højeste sikkerhedsklasse.
Glaselementerne og stålkonstruktionen udføres individuelt til hvert projekt. Glaselementerne i størrelser op til ca. 2 kvm monteres enten som et enkelt glaselement eller som flere elementer i forlængelse af hinanden – båret af det tilhørende T-profil.
Gulvglasset leveres som standard med sort silketryk i glassets kantzone for at dække den underliggende stålkonstruktion.
Som den stort tænkte spindeltrappe i forskertårnet indtager rummet som et ædelt inventar – et møbel – og generøst lader sig beskue som sådan kan designudtrykket “flertydighed” aflæses som endnu et ledemotiv igennem huset. Et videre eksempel er belysningen af den glasindrammede kantine, hvis spektakulære scene i sig selv er en oplevelse. Tekniske armaturer havde kunnet levere den fornødne oplysning af de i forvejen fine omgivelser. Men i en vellykket manøvre for at tilføre et berigende tema i den store fortælling har bygherren sammen med sine rådgivere – designerne Aggebo & Henriksen I/S – og med Mærsk-fondens ekstra bevilling valgt at gå en anden vej: Med den ekstra loftshøjde har det givet god mening at perspektivere rummets fylde ved hjælp af et stort antal nedhængte Flos-pendler (i alt 180) af typen Glo-Ball i to størrelser – Ø 330 og 450 mm – tegnet af Jasper Morrison. Effekten er betydelig, når “himlen” lyses op med inspiration fra kosmos og planeterne. Glo-Ball er et meget populært armatur i et moderne og neutralt formsprog, som lydefrit går i dialog med sine omgivelser.