Design City Vest
Åparken 2
6000
Kolding
Danmark
Fra stuen op til første etage er der åbnet op mellem etagerne, hvilket skaber nærvær og åbenhed. På tagetagen er Trolle Advokater allerede flyttet ind i det lyse og venlige miljø, hvor et stort åbent køkkenområde med direkte adgang til den 40 kvm store tagterrasse danner centrum i lejemålet. På begge sider af denne er der anlagt kontorer og mødelokale – glasvæggene fra Deko er med til at skabe åbenhed og gode lysforhold i alle kontorer.
Udover kravene til facaderne er der i Design City også lagt vægt på, at bydelen bliver bæredygtig, og derfor er kontorbyggeriet i Åparken udført i energiklasse 1, der er anlagt solcelleanlæg på taget, og alle ruder er med tre lag glas, tykkelse 50 mm.
Alle glasfacader er udført i Hansen Fasad® i box 90 i facaderne. Ved terrasserne og indgangen i stuen er der på grund af statikken anvendt box 160. Glasset har udvendig solafskærmning, lydfolie og indvendig personsikkerhedsglas. Montagen foregik med kran og scanclimber.
Design Citys første kontorbyggeri er blevet til i et tæt samarbejde mellem alle involverede parter, som alle har hyldet den åbne dialog. Og det har været med til at skabe det gode resultat, siger Jesper Thyge Brøgger:
- Samarbejdet mellem faggrænserne har været unik, og dialogen mellem totalentreprenør, arkitekt, bygherre og leverandører har bevirket, at overliggeren er forblevet høj gennem hele projektet. Det kan tydeligt ses på resultatet, at alle gerne har villet det her.
Martin Ringstrøm fra Brdr. Daugaard Pedersen A/S er enig:
- Udgangspunktet var en kompromisløs idé om at skabe et hus, som var både prisbilligt, konstruktivt og overskueligt – og det har vi gjort. Samtidigt er det et hus, der er skabt til de mennesker, som kommer til at bruge det. Og det håber vi, at de kan mærke.