Fællesmagasin Taastrup
Erik Husfeldts Vej 4
2630
Taastrup
Danmark
Historiske genstande som ældgamle sko og værktøj, bygningsdele, bykort, malerier, fotos, møbler og meget mere er med til at fortælle vores fortid. Det er uvurderlige skatte. Og ligesom ringe, halskæder og armbånd hører hjemme i et smykkeskrin, når de ikke er i brug, så har alle disse skatte brug for et skattekammer. Og det har de fået i Taastrup. Her har Københavns Kommune etableret et nyt, fælles magasin for Københavns Stadsarkiv, Thorvaldsens Museum, Nikolaj Kunsthal og Københavns Museum. Det nye fællesmagasin på 8.200 kvm erstatter ti forskellige utidssvarende magasiner rundt omkring i København og sikrer den bedst mulige opbevaring af de historiske genstande og altså mere end 1000 års københavnsk historie.
Der har først og fremmest været fokus på funktionen af bygningen, og det giver et ”hårdt” hus opført i beton, stål og strækmetal i ”sølv” med en længde på 130 meter, 47 meter bredde og en højde på 8,5 meter. Udefra fremstår bygningen enkel, neutral og solid. Hovedindtrykket er en lukket og kompakt bygningskrop, der åbner sig diskret mod cykel- og gangforbindelsen mod nord. Placeringen imødekommer både skærpede krav til sikkerhed og høj tilgængelighed for gæster. Og så læner bygningen sig op ad områdets industrielle karakter.
Confac A/S har været leverandør at betonelementerne til hele råhuset. De har leveret i alt 800 stk. elementer svarende til 7000 tons – fordelt på 4.000 kvm sandwichelementer, 5.000 kvm vægge og 8.000 kvm dæk. Der er jongleret med store facadeelementer på 8,9 meter i højden.
– Bygningen er opført komplet i betonelementer for både lodrette og vandrette bygningsdele, hvor det således har været muligt at udnytte betonens fremragende egenskaber i forhold til at kunne sikre konstant temperatur og konstant luftfugtighed, forklarer Erling Holm, medstifter og direktør for Confac og fortsætter:
– Bygninger opført i beton er således en helt oplagt indramning, når sårbare og værdifulde museumsarkivalier skal opbevares for eftertiden.
Magasinet er bygget på en tom grund, hvor den ene ende af grunden var for blød til det tunge hus, så der måtte graves seks meter i dybden og fyldes op med sand, inden fundamentet kunne støbes.
På den ene gavlfacade har man indgangen til kontorer og mødefaciliteter. Der er bl.a. høje lodrette vinduespartier beklædt med lodrette aluminiumslameller, der fungerer som sikkerhed, men som også er med til at give den hårde bygning et lille arkitektonisk tvist på en ellers tung, funktionel bygning. Ud over det udvendige gitter så er der også indvendigt gitter, der lukker bygningen helt af, når der er fyraften, mens det i dagtimerne er rullet op. Der er kamera både ude og inde for at sikre denne kulturarv. På den ene længefacade er der to sluser til transportbiler, der kan læsse af og på samt en garage.
Magasinet er inddelt i ca. 3.100 kvm funktionsareal og ca. 5.100 kvm magasinareal. Funktionsarealet indeholder arealer til bl.a. håndtering, registrering, desinficering, kontorer, drift og logistik. Her er sågar karantænerum til genstande. Det ene er et varmerum på 52 grader, det andet et fryserum på minus 38 grader. Og så er der også store vandkar af glasfiber, hvis der skulle dukke våddrukkent træ op – særligt tømmerfund fra Københavns Havn.