Europaskolen
Ny Carlsberg Vej
1799
København V
Danmark
Murværk er som et sprog: I sin helhed er det en tale med mange ord. Sædvanligvis med få variationer i en repeterende rytme – en undertekst, der messer en dansk tryghed, murstens-fortalt i tusind år.
Der er imidlertid undtagelser, hvor murstenen taler en helt ny og særpræget dialekt; den rejser sig i orkestret og spiller sin solostemme med effektfulde virkemidler. Sådan en undtagelse er det ny-indviede projekt, Europaskolen, i Carlsberg Byen.
Europaskolen er et monumentalt projekt på 14.000 kvm, der danner et nyt hjørne i hjertet af Carlsberg Byen, hvor Pasteursvej møder hovedfærdselsåren Ny Carlsberg Vej. Skolen er disponeret som en vældig nabo til de i forvejen prominente indbyggere som Dahlerups mesterværker for brygger Jacobsen, Den Snoede Skorsten og den legendariske Elefantport.
Europaskolen er efter et projekt af Nord Architects A/S og Vilhelm Lauritzen Arkitekter A/S blevet til et moderne svar med en aktuel bygning, der arkitektonisk klart refererer til og respekterer sine omgivelser: Europaskolen er det betydningsfulde indslag af dannelse og kultur, som den nye bydel har krav på, og som gerne må spejles i den favnende arkitektur med det dekorative murværk.
I den kontekst har mursten en uendelig variationsrigdom, der gennem tiderne har været udnyttet af mange med talent for ornamentik.
Her i Carlsberg Byen er virkemidlerne relativt få, men effektfulde: I et arrangeret forløb er Strøjer-stenens brune kopper trukket frem i et rytmisk relief; variationer udnytter skråt afsluttede og modsat stillede kopper med attraktive lys- og skyggevirkninger, som associerer til klipper og bjergets mineralske facetter. Atter andre partier af murværket er dekoreret med et hulmønster, som tillader lyset at diffundere gennem muren som i et tegl-filter. Dertil kommer, at de enkelte sten har flere nuancer af den mørkt-brændte farve, en effekt, som også er med til at fremhæve liv og variation.
Med et tilbehør af dybtliggende vindues- og glaspartier i smukke og ganske eksotiske rammer af tombak opnås et resultat, som på en og samme tid portrætterer det murstensbyggede Danmark, vi kender, og varsler en nation under omkalfatring til et internationalt krydsfelt.
Det er meget passende til Europaskolen, der er den første internationalt akkrediterede, men offentlige undervisningsinstitution i København, bestående af både skole, fritidstilbud, idrætshal og udearealer. Europaskolen er en afdeling af det internationalt kendte Sankt Annæ Gymnasium med en stærk profil inden for både sprog, naturvidenskab og musik, der danner gode rammer for venskaber og netværk på tværs af lokale og internationale familier.
Skolens udformning er tilrettelagt i samspil med de eksisterende bygninger, således at der skabes byrum i menneskelig skala, hvor oplevelsesrigdom, passager, glidende overgange mellem ude og inde, byliv og sociale rumligheder er højt vægtet.
Projektet er blevet til i et tæt samarbejde mellem Københavns Kommune og Carlsberg Byen P/S, sidstnævnte kyndigt bistået af sin bygherrerådgiver Arpe & Kjeldsholm A/S, der er blevet en solid søjle af byggefaglighed i den opvoksende bydel vest for Valby Bakke.