Jysk
Lars Larsens Vej 10
7171
Uldum
Danmark
– Designmæssigt er udvidelsen magen til det eksisterende anlæg, så her har ikke ligget de store udfordringer, men det større volumen har stillet udfordringer til løsning af det brandsikkerhedsmæssige, hvor der blev stillet højere krav, og hvor der samtidig er sket en teknologisk opgradering i forhold til i 2008. Bygningen er fuldt EFSR-sprinklet og ABA-dækket. Udvidelsen af den eksisterende sprinklercentral er med i entreprisen.
– Tiden var ligeledes en udfordring, forklarer Peter Stounberg. – Men projektet er dog alligevel forløbet planmæssigt og rigtig godt i et fint samspil med bygherren og de øvrige aktører. Byggegrunden var dækket af et tykt lag overskudsjord, fra dengang det allerede eksisterende anlæg var færdigbygget i 2008, og dette gjorde det nødvendigt at fjerne denne jord og lægge en sandpude under terminalbygningen – lige som det blev nødvendigt at udføre en pælefundering med 2.500 betonpæle under det nye højlager.
– Højlagrenes facader er med sandwich-elementpaneler, mens terminalbygningen har betonydervægge i bunden og sandwich-elementpaneler i den øvre del, siger Peter Stounberg, og fortsætter: – Vi har stået for opførelse af den nye terminalbygning med et grundareal på 16.300 kvm samt en indskudt etage på 4.900 kvm langs portfacaden, udvidet med hele 47 portsluser. Der er i det indskudte dæk indrettet prøvebutik på 2.700 kvm til intern brug i Jysks organisation, og her forefindes mødelokaler, kontorer, velfærdsfaciliteter og callcenter. Desuden er der indeholdt forskellige servicebygninger i entreprisen.
– Vi har etableret tilkørselsplads på 15.000 kvm plus anlægsarbejde og fundament for den nye højlagerhal. Det er SSI Schäfer, som har leveret maskinanlægget i højlageret, mens vi hos DS Flexhal, foruden nævnte fundament, også har udført al vvs- og elarbejde i højlageret. Tagdækning er udført med højprofilerede stålplader.
Betonpladen på 14.500 kvm til den nye højlagerbygning er fugefri og funderet med de nævnte 2.500 stk. 10-16 meter lange betonpæle. Betonpladen er desuden støbt i varierende tykkelse – flere forskudte niveauer – efter anvisning fra SSI Schäfer, således at gulvpladen passer til montage af deres indstøbningsdele for automatikanlæg og reolinventar.
– Dette var faktisk vores første opgave for Jysk, men ordretypen havde en karakter, som passede godt ind i vores produktionsflow, tilføjer Peter Stounberg.
DHK-Byg ApS, underentreprenør for DS Flexhal, har været på markedet siden 2014, og har stået for aptering af den store prøvebutik/showroom i anlægget, og indehaver David Hald Kristensen ser projektet som en spændende anledning til at prøve kræfter med en større, industripræget opgave:
– Vi har deltaget siden juli 2017, og har oplevet det som en rigtig god byggeplads med god stemning og fint samarbejde med byggeledere og totalentreprenør, siger han, og fortsætter: – Det drejer sig for os om prøvebutikken/showroom, callcenter, administrativt område, testcenter og mødelokaler – alt snedkerarbejde, loft og vægge med systemloft i stål og gips med isolering – og 3.400 kvm gulv, som består af spånplader med laminat.
David Hald Kristensen fremhæver callcentrets dekorative og specielle akustikløsning med vægge i birkefinér fra Sibirien og det nordlige Sverige. En løsning, som han forventer, bliver mere og mere populær i erhvervsbyggerier fremover.