Ringkøbing Skole
Rindumvej 1
6950
Ringkøbing
Danmark
På en skole og ikke mindst på denne moderne skole, hvor der er mulighed for store arrangementer, spiller akustik en vigtig rolle i forhold til at få den bedste oplevelse både til hverdag og ved f.eks. koncerter. Listelofter med træbeton bag, er anvendt ikke bare på lofterne, men også på væggene i multisalen. Omkring skoletorvet er der på væggene ophængt store partier af vægpaneler fra Saint-Gobain Ecophon A/S af typen Super G, der har meget gode lydabsorberende evner. Vægpanelerne ved skoletorvet er i en lys grå farve, men i undervisningslokalerne er de anvendt i flere farver. Udover at virke akustisk regulerende, bliver de også brugt som opslagstavler. Omkring undervisningslokalerne er der desuden murede flader og farvede vægge og farver på gulvene, så også uden for skoletorvet er der fokus på sanselige materialer.
Den store udvidelse har krævet en omdefinering af strukturen, der kendetegner de eksisterende skolebygninger. En klar akse er lagt ind over skolen som helhed, og et samlende skoletorv er etableret for at skabe et egentligt centrum på skolen. En toetagers bygningskrop hægter nyt og gammelt sammen og indeholder skoletorvet med den nye hovedindgang. Herfra er der en meget overskuelig struktur med ganglinjer, der fører til selvstændige afsnit adskilt af gårdrum. Administration, musikskole og faglokaler for skolens ældste er samlet i underetagen, mens udskolingen er samlet på overetagen med mange fine nicher til gruppearbejde, fordybelse eller pause.
Gårdrum kendetegner både den ny og den eksisterende skole, og den tætte kontakt til omgivelserne er blevet en del af helhedstanken med skolen. En ring af træer rundt om skolen giver bogstavelig talt en ny sammenhæng, men ringen som form er også brugt til parkeringsarealer og områder for leg og bevægelse omkring skolen.
Nybygningen er opført med røde tegl på facaden – der er et gennemgående materiale for skolen og for Ringkøbing i det hele taget. De murede flader er brudt af store, flotte vinduespartier og betonelementer med et spændende, lodret relief.