Foreningen Green Building Council Denmark arbejder mod at etablere en dansk certificeringsordning inden for bæredygtigt byggeri. Realdania støtter gennemførelsen af projektet med 2,5 mio. kr.
- Med økonomisk støtte fra Realdania er realiseringen af en certificeringsordning for byggeri kommet et stort skridt nærmere, udtaler Nikolaj Hertel, formand for bestyrelsen i Green Building Council Denmark.
- Realdanias støtte skal medvirke til at skabe det nødvendige videngrundlag for at implementere certificeringssystemet. Mere specifikt skal støtten anvendes til at tilpasse det tyske DGNB-system til danske vilkår og regler, og til at gennemføre test i praksis af den nye, danske certificeringsordning, så vi sikrer, at den nye ordning rent faktisk kan bruges under danske forhold, siger projektleder Lennie Clausen.
Det er foreningens mål at kunne certificere de første byggerier fra andet kvartal i 2012.
Foreningen, der blev stiftet i 2010 på initiativ af bl.a. Byggesocietetet og Erhvervs- og Byggestyrelsen samt en bred kreds af repræsentanter fra den danske ejendoms- og byggesektor, har til formål at etablere én fælles frivillig certificering med det formål at gøre byggeri mere bæredygtigt.
Den danske bæredygtighedscertificering er en videreudvikling og tilpasning af et tysk 2. generationscertificeringssystem – DGNB. Hvor andre gængse certificeringssystemer lægger hovedvægten på energi og CO2, er DGNB et certificeringssystem med lige stor vægt på miljø, økonomi og sociale aspekter, eller under ét bæredygtighed.
Med en certificeret bygning har ejeren styr på bygningens miljømæssige påvirkning af omgivelserne og bygningens totaløkonomi i bygningens levetid. Ligesom brugeren kan forvente en god indeklimastand, der sikrer sundhed og velvære.
Certificering giver samtidig leverandører og producenter nye muligheder for at sætte danske produkter på verdenskortet, idet certificeringen stiller krav til og synliggør produkternes bæredygtighed.