Kommuner mangler redskaber til bæredygtig udvikling

Af Kim Sejr, journalist

Kommunerne sidder med en væsentlig nøgle til bæredygtig udvikling: Det hele starter med planlægningen af hvad, hvor og hvordan, der skal bygges. Men de mangler redskaber og hjemmel i planloven til at stille krav til private bygherrer og ejendomsudviklere. Det viser en ny undersøgelse igangsat af Arkitektforeningen i regi af ”Strateginetværket for bæredygtigt byggeri”. Undersøgelsen kommer også med en række konkrete anbefalinger til politikerne.

Når politikere og byggebranche taler om krav til bæredygtighed i byggeriet, handler det næsten altid om dokumentation af CO2-forbrug pr. kvadratmeter i store byggerier. Det gælder også for den nationale strategi for bæredygtigt byggeri. Men der er mange andre greb, der kan reducere byggeriets klimaaftryk i kommunerne. Det er dog lettere sagt end gjort, når hverdagen trænger sig på, og hjemlen i lovgivningen er mangelfuld.

Det viser en interviewundersøgelse blandt otte kommuner, som en gruppe af byggeriets aktører under ”Strateginetværket for bæredygtigt byggeri”, med Arkitektforeningen i spidsen, har fået lavet. På baggrund af samtaler med planchefer og ledere af byggesagsafdelinger afdækker undersøgelsen ”Bæredygtighed i snitfladerne mellem planlov og byggelov” kommunernes muligheder for at understøtte den nationale strategi for bæredygtigt byggeri gennem byggeloven og planloven.

Redskaber for planlægning er fraværende

I alle de otte kommuner, der indgår i undersøgelsen, er der stor udviklings- og byggeaktivitet og høje ambitioner for bæredygtighed. Men i praksis oplever forvaltningerne, at de har for få håndtag at skrue på:

Helt overordnet savner deltagerne i undersøgelsen en bedre kobling mellem byggelov og planlov samt konkrete greb til at fremme mere bæredygtig byggeadfærd. Det kunne f.eks. være et lovkrav om, at bygherrer skal kunne redegøre for, at de bygger med de mest bæredygtige materialer, eller at der kun kan bygges nyt, hvis det er mere bæredygtigt end at renovere en eksisterende bygning.

For det andet kan lokalplanen, som er et af forvaltningernes eneste konkrete styringsredskaber, ikke bruges til at stille krav om bæredygtighed. I dag kan man reelt kun stille æstetiske krav til materialer anvendt på facaderne - og der kan hverken stilles krav om bæredygtighed til bygningsdele eller anlæggene omkring bygningerne.

Oven i det oplever forvaltningerne, at de er pressede af tunge byggesagsbehandlingsprocesser og en generelt stram økonomi. Så selvom kommunerne gerne vil lave flere bevarende lokalplaner eller tage en tidlig dialog om bæredygtighed med udviklere og bygherrer i kmmunen, oplever de, at der sjældent er ressourcer til det – heller ikke til at opbygge nødvendig viden og kompetencer.

Der, hvor planloven reelt giver kommunerne mulighed for at fremme en bæredygtig udvikling, er ved at prioritere, hvor meget areal de udlægger til f.eks. parcelhuse. Men også her trækker virkeligheden i en anden retning, da markedet, ifølge respondenterne, i høj grad efterspørger det velkendte.

Velkendte udfordringer
Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen er ikke overrasket:

”Undersøgelsen afspejler på mange måder, det, vi hører, når vi taler med vores medlemmer, der arbejder i planlægningen og byggesagsbehandlingen. Det, der overrasker mig mest er, at selv de kommuner, hvor bæredygtighed i byudviklingen står højt på den politiske agenda, ikke kan udmønte deres visioner, fordi de både mangler viden og hjemmel i lovgivningen. Det er man nødt til at forholde sig til i kommende revisioner af planlov og byggelov, som simpelthen skal hænge bedre sammen og understøtte kommunerne i den grønne omstilling, hvis vi skal i mål med den”.