Kasernens Kejser
Pionervej 2-6
3520
Farum
Danmark
Den gamle kaserne i Farum har længe været taget i brug som boligområde. Et boligområde, der er omgivet af skøn natur. Her er der bl.a. mulighed for at oplevede sjældne spidssnudede frøer og store vandsalamandere, der lever i områdets naturlige vandhuller. Samtidig er kaserneområdet omringet af Lillevangsskoven og Scandinavien Golf Club, der skulle være Danmarks bedste golfanlæg.Og området vokser stadig. Senest er et punkthus på kasernens højeste område blevet opført, nemlig Golf Residence. Punkthuset indeholder 18 lejligheder fordelt mellem fire forskellige lejligheder, 3- og 4-værelses, med et areal på 107-130 kvm. Som noget helt specielt byder huset endvidere på to eksklusive penthouselejligheder på henholdsvis 194 kvm og 201 kvm. Hver lejlighed har sit eget kælderrum, og der er ligeledes cykelparkering i kælderen.
Med placeringen står punkthuset nærmest som kasernens kejser – et tårn, der ligger i et fredfyldt hjørne længst væk fra indkørslen til området og med direkte udsigt til skoven og golfklubben.
Det er Boldsen & Holm Arkitekter MAA, der har tegnet Golf Residence for NCC Bolig. Det vil sige, at man hos arkitektfirmaet har videreudviklet punkthuskonceptet fra et andet boligbyggeri, nemlig Amalieparken ved Vallensbæk Strand, som NCC Bolig også var med til at udvikle. Ved begge byggerier har Myhlenberg – Søren Vangsted Vest A/S medvirket som totalentreprenør.
Fra bygherres side ønskede man, at punkthuskonceptet fra Amalieparken også skulle bruges her.
- De nye punkthuse er selvfølgelig udviklet til stedet med nye indgangsforhold og penthouseboliger, men i bund og grund er det de samme linjer og materialer, så grundstrukturen er den samme, forklarer arkitekt Henrik Jahn fra Boldsen & Holm arkitekter MAA.
Konstruktionsmæssigt er punkthusene optimeret i samarbejde med alle byggeriets parter, hvilket har været med til at holde omkostningerne nede. Der er tale om avancerede sandwichfacadeelementer af beton, der skal males hvide og monteres med sorte vinduespartier med aluminiumsinddækninger.
- Selv om boligerne fremstår som luksuriøse, så er det et byggeri, der stadig kan opføres til en attraktiv pris, lyder det fra Henrik Jahn.
Derudover er det et byggeri, der med sin grundstamme, kan varieres efter ønske.