Handicaporganisationernes Hus
Blekinge Boulevard 2
2630
Tåstrup
Danmark
Videndeling er vor tids mantra. At man udveksler informationer med hinanden indenfor den enkelte organisation eller virksomhed er derfor en selvfølgelighed; at gøre det på tværs af organisationerne er mindre almindeligt. Blandt andet fordi de ikke deler hverdagens rammer. Det ændres der nu på i et nyt hovedsæde til Danske Handicaporganisationer.
Her flytter 23 selvstændige organisationer sammen for at udfordre, inspirere og støtte hverandre i den fælles sag: At skabe gode liv for alle med et handicap, fysisk eller psykisk, håndgribeligt eller et af dem, der ikke ses ved første øjekast.
Af samme grund er det nye domicil for Danske Handicaporganisationer et af den slags byggerier, der peger fremad: Mens miljømæssig bæredygtighed nu er ved at være en grundmuret standard i dansk byggeri, er blikket rettet mod næste benchmark – tilgængelighed. Og som bæredygtighed gælder alle facetter af indeklima og miljøets ressourcer, således handler tilgængelighed mere end noget andet om den absolutte ligeværdighed.
Eksempel: Det er umyndiggørende og ikke ligeværdigt, hvis man i en nødsituation ikke kan redde sig ud af bygningen ved egen hjælp, fordi man er kørestolsbruger.
Den observation kommer fra arkitekt MAA Anne Sarto fra rådgivningsfirmaet mtre, som i fem år har været tilknyttet projektet som bygherrerådgiver sammen med Gottlieb Paludan og Rambøll Danmark A/S. Hun oplyser at Handicaporganisationernes Hus i Høje Tåstrup skal være et forbillede for kommende kontorhuse med hensyn til tilgængelighed og dermed ligeværdighed for alle brugere.
mtre har, som procesrådgiver, hjulpet de forskellige organisationer med at udfordre og definere behovene til de nye fysiske rammer. Organisationernes behov er koordineret på tværs for at sikre et fælles hus med en overordnet fleksibilitet – og dette har dannet grundlaget for programmet for huset.
Danske Handicaporganisationer ser mange muligheder i at samle de forskellige medlemsorganisationer i et fælles hus hvor der tilbydes nye muligheder for samarbejde, videndeling og trivsel – i et hus som vil være et forbillede når det gælder tilgængelighed og ligeværd for alle brugere.
I rollen som bygherre inviterede Danske Handicaporganisationer til en prækvalifikation, hvor hele 63 virksomheder meldte sig for at give deres bud på et fælles domicil, et kontorhus med ligeværdighed og tilgængelighed integreret som et dna i alle materialer, komponenter, systemløsninger og arkitektur. Virksomhederne søgte prækvalifikation hver for sig og var hhv. arkitektvirksomheder, ingeniørvirksomheder og entreprenører. Processen kulminerede i en prækvalifikation af fem konkurrenceteams med rådgivere og udførende sammen.