Sydfyns Elforsyning
Faaborgvej 44
5700
Svendborg
Danmark
Sydfyns Elforsyning har leveret strøm til Svendborg og nærmeste opland siden 1906.
Siden 2007 har Sydfyns Elforsyning tumlet med planer for opførelse af et nyt domicil. For halvandet år siden blev overvejelserne omsat til byggeri, da første spadestik blev foretaget. Og i oktober 2012 kunne de 100 medarbejdere rykke indenfor i de nye rammer.
Domicilet er placeret tæt ved den sydfynske motorvej og er således den første bygning, som bilister på vej mod Svendborg stifter bekendtskab med.
Domicilet ligger i et stærkt kuperet terræn mellem motorvej og jernbane. Det har givet både nogle udfordringer og ikke mindst nogle spændende muligheder.
Domicilet er anlagt, så det virker, som om det vokser ud fra skråningen. En effekt arkitekten har været meget bevidst om.
Bygningen har græstag, forsynet med solcelle jordvarme. Miljø og bæredygtighed er tænkt ind i projektet, samtidig med, at der har været en økonomi at tage hensyn til.
- Da vi satte projektet i gang udfærdigede vi en ønskeseddel, hvor vi formulerede vores ønsker til det nye domicil, fortæller Jesper Hedemark Hansen, Sydfyns Elforsyning.
- Derefter lagde vi et budget for byggeriet og sendte det i en såkaldt ‘omvendt licitation’. Hvad kan vi få for 75 millioner kroner?
Det blev MT Højgaard A/S, der fik opgaven i hovedentreprise og med Rambøll Danmark A/S som totalrådgiver. I et tæt samarbejde med bygherren, Sydfyns Elforsyning, var det herefter opgaven at styre byggeriet og samarbejde med de mange forskellige underentreprenører.
Domicilet er tegnet af C & W Arkitekter A/S fra Svendborg, og set fra oven ligner det et stort ‘V’, der fra nord vokser frem af skråningen mod syd i to fløje, der forenes af den store forhal, der på imponerende vis forener domicilet som en helhed.
Besøgende bliver mødt af en stor, indbydende glasfacade, forsynet med solceller. Indenfor venter den store forhal, der rækker op gennem alle domicilets tre etager, som et stort åbent rum, der forekommer at give frit udsyn til alle dele af bygningen.