Karré 2
Østre Stationsvej
5000
Odense
Danmark
De 96 familieboliger er på mellem 74 og 114 kvm. Man kan vælge mellem tre- og fire-værelses boliger. Alle boliger er velindrettede med en lille entre med adgang til et rummeligt og velindrettet badeværelse, til køkken, der går ud i et med stuen samt til soveværelse.
Alle lejligheder har en altan, der vender ind mod den store gårdhave.
Opgang tre skiller sig ud, idet det er her, man har placeret de 20 ungdomsboliger i komplekset.
Der er tale om lejligheder på ca. 50 kvm., der alle har eget badeværelse, køkken i sammenhæng med stue, samt et soveværelse.
Hvis man ellers kunne være i tvivl, efter at have besøgt familieboligerne, så bliver det understreget i ungdomsboligerne, hvor vel udnyttet pladsen er.
De første lejligheder, der blev udlejet var dem på femte etage. De er indrettede som penthouseboliger. Det vil sige, at de alle har en stor tagterrasse, der modsat altanerne på de øvrige etager vender ud mod gaden.
Et skarpt blik vil konstatere, at disse store terrasser har taget lidt af pladsen fra lejlighedernes øvrige rum. Men det er en detalje, der er til at leve med, al den stund at beboerne på denne øverste etage har en rekreativ luksus, der rigeligt opvejer dette. Nemlig en helt fantastisk udsigt over Odense by og nærmeste opland.
Selvom man befinder sig i byens centrum, så når trafikstøjen ikke helt herop. De fremtidige beboere kan virkelig se frem til at kunne nyde en lille oase. Nok på afstand men med det fulde overblik.