Poppelstykket
Poppelstykket 50
2450
København SV
Danmark
Glindorf & Partnere blev etableret i 2006 af Jens Glindorf og Tomas Ørnhof. Makkerparret medbragte solid erfaring fra byggeri i hoved- og totalentreprise hos NCC Construction Danmark. Nu ville de prøve selv at skabe udbytte af den professionalisme, som er kommet til at danne centralnerven i Glindorf & Partnere.
Ideen har foreløbig båret igennem en finanskrise og en række år med benhård konkurrence, så Glindorf & Partnere i dag har en pænt lang referenceliste af blandet byggeri fra butikscentre over boliger til indretning af butikker og supermarkeder.
Nu kan Poppelstykket tilføjes listen: Et spændende og varieret byggeri med både boliger i store og små enheder, p-kælder og tagterrasser samt butikker, lyder det fra totalentreprenøren med en vision om at stå for ”bygninger med god arkitektur, kendte løsninger og rart indeklima til glæde i hverdagen”.
Den overskrift kan fint anvendes på dette projekt, der er (endnu) et eksempel på nutidens urbane arkitektur, således som netop den arkitekturgenre aktuelt udfolder sig i overalt i vore byer for at imødekomme de mange tilflytteres boligbehov.
Konstruktionerne baserer sig hovedsageligt på betonelementer med bærende facader og vægge, suppleret med et program af søjler og bjælker. Det hurtigt rejste betonhus blev derefter beklædt med skalmuren af de mørke klinker i dialog med facadens lukning med døre og vinduer i en træ/alu-løsning med eloxerede rammer. De har en overraskende gylden farvetone, som er i orkester med anvendelsen af træsorter fra den varme del af farveskalaen.
Interiørerne i ejendommen er tilrettelagt efter et optimalt lysindfald, der har fået fuld opmærksomhed fra de projekterende Mikkelsen Arkitekter A/S, suppleret med Moe A/S som rådgivende ingeniører. Det betyder velbelyste indgangspartier og trappeopgange i både længe og højhus, udstyret med betontrapper fra PL Beton A/S i Rønne, her beklædt med skifergrå fliser i fin samklang med murværks-interiør hentet med ind i samme toneart som klinkefacaden. Trapperne er et fint eksempel på de specialdesignede komponenter, der kommer fra PL Betons produktionsanlæg i Rønne. Herfra skibes trapperne til Køge havn, hvorfra de kan køres ud til distribution i hele landet med ankomst samme dag, forklarer PL Beton A/S. En af de stærke sider, som udmærker den bornholmske producent er tidlig deltagelse i processen med hjælp til rådgiverne.
Det passer netop til Glindorf & Partneres koncept, der ofte medfører, at totalentreprenøren sidder med ved bordet, mens projekteringsarbejdet foregår.
Direktør Jens Glindorf: – Som netværksentreprenør styrer vi – så vidt det er muligt – uden om licitationsmarkedet. Vores kunder kender os, og vi kender dem. Hovedparten af vores underentreprenører og leverandører er faste i den betydning, at de er løbende samarbejdspartnere. Det giver store fordele i kommunikationen og i forventningsafstemningen, forklarer Jens Glindorf, som glæder sig over at have været med til at sætte præg på det nye Valby og aflevere et af de første og markante byggerier til det nye boligkvarter.
Resultatet er blevet udlejningsboliger af en kvalitet fra de øverste hylder, som også er et kendetegn for investoren og bygherren, PKA A/S. De lyse, attraktive hjem i mange formater – f.eks. familieboliger fra 94-121 kvm – er præget af holdbare, robuste materialer, men også moderne, slanke udtryk med integrerede tekniske løsninger med høj effektivitet.