Linak Runde To
Smedevænget 8
6430
Nordborg
Danmark
Linaks nye domicilbygning i to etager udgør den anden store, sorte og cirkulære bygning på grunden, heraf navnet Runde To eller Runde II. Der er tale om en udvidelse på 14.000 kvadratmeter til det store Linak-domicil på Nordals. Lige som den allerede eksisterende Runde I udgør den nyopførte bygning en let skrånende, sort og rund skive i det smukke landskab med ovenlys om aftenen til markering af formen og forskudte bånd af lange vinduespartier, der giver et flot lysindfald og samtidig tilføjer arkitekturen ekstra karakter.
Linak producerer elektriske lineære aktuatorer og løftesøjler med tilbehør, og den nyopførte domicilbygning opstod ud fra et ønske fra bygherren om en selvstændig bygning, fri af de i forvejen omfattende faciliteter, hvor produktion og administration kan foregå under ét tag med produktionsdelen i den nederste del og administration og stort auditorium i den øverste del.
Regionsdirektør i Hoffmann Byg Vest, Steffen Hansen, fortæller, at Hoffmann er totalentreprenør på projektet, og at der var tale om samme team som ved bygningen af ”Runde I”. Allerede i foråret 2015 havde han en snak med bygherre og ejer af Linak, Bent Jensen, om en påtænkt ny, rund bygning med administration, produktion og auditorium.
Bent Jensen overtog i 1976 som nyuddannet maskiningeniør sin fars maskinfabrik med syv ansatte. Siden har virksomheden udviklet sig til en mildt sagt stor og succesfuld virksomhed i international klasse. Her udvikles og produceres de såkaldte aktuatorer, der kan skabe lineære bevægelser ud fra en roterende elmotor. Dette udnyttes bl.a. i hæve-sænke-borde, elevationssenge, behandlingsstole og ved automatiseringsløsninger i industrien. Linak har på verdensplan 1.900 medarbejdere, hvoraf ca. 1.000 er ansat i Guderup på Als, og med den nyopførte domicil-bygning opnås endnu bedre forhold og plads til administration og produktion, samtidig med at byggeriet markerer en tro på fremtiden og sikrer mange arbejdspladser i det, som nogle ville kalde udkantsdanmark.
– Hoffmann opførte i 2002 Linak Deskline I, som er en stor produktionsbygning suppleret med centrale administrations-faciliteter. Udefra set er det en rund bygning, men den er indvendigt indrettet i et firkantet modulsystem, som gør, at bygningen tit bliver omtalt som ”Den Runde Firkant”, forklarer Steffen Hansen.
– Runde To-bygningen er ligeledes cylinderformet med skrå afskæring i toppen, men har produktionslokale i den nederste del af bygningen og med otte meter frihøjde, hvor der er lagt et betondæk på 40 cm til adskillelse af produktion og den overliggende etage. Heroppe ligger administrationen, som er opdelt i fire zoner samt auditorium i midten med plads til 500 personer, fortæller Steffen Hansen og fortsætter:
– Der kommer godt dagslys ind i bygningen, dels via vinduesbåndene, dels via fire gårdrum med ovenlys og grønne områder samt det smalle bånd langs tagfladen med den karakteristiske skrå hældning. Denne hældning medfører en højdeforskel på fire meter mellem den højeste og den laveste ende af bygningen. I den højeste ende når bygningen 18 meter i vejret. Diameteren på Runde II er 92 meter, mens den er 103 meter for Runde I. Til gengæld er Runde II er højere end Runde I. Den skrå tagflade tilføjer et visuelt plus, både set udefra og indefra, her specielt i det store auditorium. Men derudover har hældningen også den praktiske funktion, at det giver effektiv afvanding fra taget.