IDEmøbler, Sønderborg
Grundtvigs Alle 180
6400
Sønderborg
Danmark
- Vi sikrer os, at kunden ser hele butikken ved at arbejde med et gangsystem, der fører kunden gennem hele butikken, med start ved entreen, fortæller Christian Lyhne og fortsætter:
- Her finder du på din højre hånd, af hensyn til tyveri, vores eneste afskærmede område, med tilbehør til hjemmet, med puder, vaser, osv. Fortsætter du ligefrem, vil du komme op af vores udstillingstrappe, hvorefter en gangbro forbinder bygningens to første sale, på grund af det dobbelthøje rum. Når man så har set alt på førstesalen, bliver du ført ned af en trappe til en sengeafdeling og en børne-/ungdomsafdeling, hvorefter du langsomt vil sive tilbage til udgangspunktet.
Trappen, der forbinder de to etager er en elegant kobling, som betyder, at den besøgende glemmer alt om niveauskiftet, og i stedet på en naturlig måde får lyst til at se, hvad der gemmer sig bag den høje væg med de 12 fag med udstillede produkter.
- Forbindelse mellem de to etager, som ikke bare er en trappe, men en skulptur, som formidler kundetrafikken fra den ene etage til den anden – du går ikke bare op og ned, men du får en god solid møbeloplevelse undervejs, fortæller Christian Lyhne.
- Vi har valgt nogle materialer, der fortæller historien om et moderne hus med nogle moderne møbler, fortæller Bjarne Blaavand.
Et af disse materialer er facadesystemet fra Glasalu a/s. Systemet hedder "51" og er blevet leveret i naturanodiseret finish med skjulte opluk, styret med motorer. Glasalu har også leveret BS60 ståldøre og anvendt dørautomatikker fra Besam.
- Hejseporten fra Lindab har vi også leveret, oplyser Mads Pedersen, der har været projektleder fra Glasalu.
- Vi har valgt nogle meget slanke profiler til facaden for ikke at skæmme ud- og indsynet. Og så har vi valgt glas med en let grønlig farve, som passer flot til huset. Som modpol til den lette glasfacade arbejder vi med en afsyret hvid beton på ydersiden af en række sandwichelementer, som vi har fået leveret af Ambercon, fortæller Bjarne Blaavand.
Ambercon, det tidligere S.E.-Beton, har leveret al beton til projektet. Det grundliggende modul måler 2,4x2,4 m og ud fra dette er der leveret blandt andet tagelementer med spænd på 22 m. Derudover har man leveret det elegante etagedæk, som kun har kontakt til facaden via bjælker, og ellers bliver båret på midten af en række søjler, oplyser seniorsælger Kaj Jørgensen.
Dansk VVS import a/s har stået for leverancen af strålevarme af typen ZIP 2000 fra Zehnder, Europas største producent.
- Strålevarmepaneler er en oplagt og effektiv måde at opvarme større byggerier på. Panelerne efterligner solen, ved at sende stråler ud, der først bliver til varme, når de rammer noget og derfor ikke opvarmer luften direkte, fortæller Ole Sørensen.
Til dette byggeri er de leveret i en særlig aluminiumshvid. Ud over strålevarme er der enkelte steder installeret Purmo radiatorer, og toiletterne er udstyret med Ifö Sign vask og toilet.
Møbelhuset er ikke indrettet i forhold til en lang række skranker, som man kører forbi og betaler, Christian Lyhne forklarer.
- I modsætning til i gamle dage, hvor sælgerne gravede sig ned i førerbunkere, har vi sendt sælgerne ud til arbejdsstationer spredt over butikken, det er nogle små enheder, hvor sælger kan søge informationer og afslutte salget, mens den egentlige pengetransaktion kun finder sted i hovedinformationen, som ligger ved entreen.