RO's Torv
Ros Torv 1
4000
Roskilde
Danmark
Med udvidelsen har RO’s Torv fået omlagt sit hovedstrøg. Tidligere lå hovedstrøget nord-syd i centret. Nu ligger det øst-vest, mellem de to forbindelseshuse. Her træder kunderne ind i et imponerende stort og lyst rum. Ikke kun fordi alt er holdt i lyse og imødekommende farver, men også fordi de store glasfacader ved forbindelseshusene sammen med de enorme ovenlysvinduer sikrer et maksimalt lysindfald. På en enkel og indlysende måde har man løst en udfordring, der ofte kan give hovedbrud i butikscentre af denne størrelse. Nemlig at undgå, at et center risikerer at virke indelukket. I RO’s Torv tager man ganske enkelt dagslyset med indenfor.
De hjørner af centret, hvor det naturlige lys af naturlige årsager ikke kan nå ind, bliver lyset sikret at et utal af lamper. Nogle diskret anbragt i loftet og langs væggene – andre i nærmest skulpturelle arrangementer.
Midtpunktet i det nye center er den store halvø, hvor ikke mindre end syv spisesteder omslutter et stort areal, hvor gæsterne kan indtage deres måltider. Det er syv forskellige køkkener, der leverer maden, men gæsterne vil opleve stedet som en stor restaurant.
De syv forretninger har samtidig indrettet sig, så de har alle fordelene ved stordrift, f.eks. fælles porcelæn og bestik. Således kan det brugte service sendes til et fælles opvaskerum og herefter fordeles til de syv forretninger, uden at der skal tages hensyn til, hvad der hører til hvor.
Får man lov til at kikke indenfor i de syv køkkener, vil man opdage, at de ligeledes er indrettet meget ensartet og praktisk. Inventaret er i øvrigt leveret af virksomheden Scancold Aps, der har til huse i Vallensbæk Strand.
Roskilde er en by, der har en spændende historie og som på afgørende vis indtager en betydelig plads i Danmarks historie. Det har man også ønsket at få indenfor i RO’s Torv. Men hvordan kombinerer man vikinger med et moderne storcenter? Oven i købet sammenholdt med de forskellige butiksindehavere, der hver især havde til tider meget specielle ønsker om, hvordan deres forretningsfacader skulle udformes. I projektet var også involveret en gruppe canadiske designere, der havde deres idéer til, hvordan et butikscenter skal indrettes.
Dette var en af de udfordringer, arkitekterne fra AK83 A/S måtte løfte. At kombinere alle disse input, omsætte dem til nordisk tradition med en snert af det historiske vingesus.
Det historiske kommer til udtryk i de dekorationer, der ses overalt i centret, primært på gulvene. Jo, de forskellige aftegninger er faktisk identiske med grundridset i et vikingeskib. Det er værd at stoppe op og tage disse i nærmere øjesyn.
Ser man ned af gangene opdager man, at det er som om, alle forretningerne har to facader. En ydre glasfacade, der er fælles hos alle forretninger i den nye del af centret. Og en indre facade, hvor der er plads til de enkelte forretningers logoer og særpræg. Når de ydre glasfacader åbnes, nærmest som en gigantisk harmonika, bemærker man, at en meter ind i hver butik er gulvbelægningen identisk med belægningen i gangarealer. Det giver en harmonisk overgang fra gangareal til de enkelte butikker.
Hver enkel butik har selvfølgelig sit eget særpræg. Men en fælles grundindretning sikrer et roligt og ensartet helhedsindtryk. For eksempel er lofterne i butikkerne stort set ens. De er for hovedpartens vedkommende leveret af Hvidovre-virksomheden Saint-Gobain Ecophon A/S.