Ørbækvej 75
5220
Odense SØ
Danmark
Rosengårdcentret i Odense blev opført i 70'erne. Siden er centret blevet udvidet løbende, og senest er det udbygget med ”rød gade”, en 5.200 kvadratmeter stor tilbygning, der så at sige er anbragt uden på den eksisterende bygning. Dermed er Rosengårdcentret med sine 145 butikker ét af Danmarks største butikscentre.
I den nyligt overståede byggeproces er alle centrets indgangspartier blevet fornyet med nye glasbygninger, der tager imod centrets besøgende, der er isat en række ovenlysplader i det eksisterende etagekonstruktioner for at lukke mere dagslys ind i centret, og der er foretaget en del gulvudskiftninger også i det eksisterende center.
- Ydermere har vi etableret et stort familierum i centrets kælderetage med toiletter, pusleplads og ammefaciliteter, fortæller arkitekt Henrik Mulvad fra Arkitema K/S i Århus, der har tegnet den nye tilbygning.
Selvstændigt udtryk
Netop fordi Rosengårdcentret er udbygget af mange omgange, kan det være vanskeligt at finde en specifik stil i byggeriet, og netop derfor har Arkitema A/S også valgt at give den nye tilbygning et selvstændigt udtryk – dog med elementer, der klart forbinder det nye byggeri med det eksisterende.
- Eksempelvis har vi fastholdt den måde, facaderne er bygget op på. De eksisterende bygninger er udført i 90 cm høje, 6 meter brede elementer med fritlagte søsten i. Vi har fastholdt målene 90x600 cm, men har i stedet valgt elementer i fiberbeton, forklarer Henrik Mulvad.
Indgangspartiet i den nye tilbygning er naturligvis det samme som de nye indgangspartier, der præger resten af Rosengårdcentret.
MT Højgaard har været totalentreprenør på projektet, og herfra lyder det, at de i alt 5.200 kvadratmeter, centret er udvidet med, er fordelt på 1.700 kvadratmeter i kælderen til lagerplads, 3.400 kvadratmeter i stueplan til 14 nye butikker og 100 kvadratmeter til frokoststue på første sal.
Den samlede investeringssum for Rosengårdcentret er i alt 72 mio. kr.
Mange hensyn skal tages
Når man foretager en udvidelse af et i forvejen enormt center, er der en række hensyn, der skal tages. Byggeteknisk såvel som brugervenligheden under byggeprocessen.
Brandkravene er naturligvis en væsentlig del af de bindinger, der er i et byggeri af den størrelse.
- Og vi har haft et virkelig godt samarbejde med Odense Brandvæsen omkring afklaringen af de brandtekniske foranstaltninger, brandskydeporte, udluftning med videre, fortæller Henrik Mulvad.
Men også andre byggetekniske problemstillinger har skullet afklares.
Således, fortæller Henrik Mulvad, ligger en bank i bygningen, der har kontorlokaler ud til den nye tilbygning.
- Et krav fra deres side var, at der fortsat skulle være vinduer i kontorerne, så der kunne komme lys ind. Derfor måtte vi etablere en indeliggende lysgård. Samtidig har der skullet tages hensyn til problemstillinger af installationsteknisk karakter samt lofthøjder og tagkonstruktioner, lyder det fra Henrik Mulvad.
Sammenspil med beton
Han fortæller, at råhuset er opført i en blanding af et betonsystem med bjælker, drager og dækelementer samt en del stålelementer, også her for at få tilbygningen til at spille sammen med den eksisterende bygningsmasse.
Hvad angår butiksarealerne indgår de nu som en del af det eksisterende ”gadesystem” i centret med butiksbelægning, stålbyggesystemer og facader i glas og aluminium.