Salling stormagasin
Nytorv 8-10
9000
Aalborg
Danmark
Med det aktuelle projekt er det tredje gang, Salling Aalborg renoveres og udvides. Den oprindelige treetagers bygning mod Algade havde rombeformede filigran-betonelementer som fremskudt facade ved indgangene, hvorimod den senere opførte Nytorv-del i to etager var pakket ind i emalitglas. De to fløje omslutter Sallings parkeringshus og udgør en samlet karrebebyggelse i byens centrum.
– Vores udgangspunkt var at skabe en helhed ud af de fragmenterede facadeudtryk, og det synes jeg er lykkedes ganske godt med de udfordringer, der er ved ombygninger. Huset er lukket på de to sider, der vender over mod p-huset, hvorimod det åbner op ud mod gadebilledet, så facaden – uden at være transparent – fremstår langt mere åben og imødekommende end før. Som gennemgående træk har vi arbejdet med slanke, lodrette elementer, udført i kobberbrune alu-kassetter, der kan minde om stregkoder, siger Michael Green.
Indvendigt har arkitektens indflydelse hovedsageligt bestået i at sikre en overordnet linje. Sallings egne indretnings- og dekorationsafdelinger har stået for design og interiør i takt med, at totalentreprenøren og dennes underentreprenører afleverede huset bid for bid. Det endelige regnestykke er p.t. ikke opgjort, og der nævnes ingen konkrete tal, men det er næppe nogen hemmelighed, at stormagasinet har investeret et par hundrede mio. kr. på projektet, hvoraf op mod halvdelen er brugt på indretning.
Inden man nåede så vidt skulle Sallings ønskede udvidelse af butiksarealet realiseres. Det er dels sket ved at inddrage altaner, kontorer og lagerrum og dels ved at opføre en ny etage oven på Nytorv-delen. Her stod A. Enggaard fast på at støbe et betondæk oven på den eksisterende tagpap-konstruktion frem for at åbne op og bygge en lettere konstruktion med bærende stål. Hvorfor det, og hvordan gjorde I det? vil byggefolk utvivlsomt spørge?
– En stålkonstruktion ville blive for ustabil til at bære et gulv belagt med 120 cm lange klinker. Og hvis vi skulle have fjernet taget og åbnet bygningen op, ville det ikke have været muligt at holde butikken åben for kunder i den periode, lyder hovedbegrundelserne fra projektleder Ole Jul.