De Gule Sider
Industriparken 27
2750
Ballerup
Danmark
Der har været en gennemgående bevidsthed om at skabe stor gennemsigtighed i byggeriet og det gælder også indretningen af en del af arbejdspladserne, hvor der til adskillelse i kontormiljøerne er anvendt DEKO FG Fuldglasvægge med 12 mm hærdet glas og glasdøre – dertil kommer, at DEKO har leveret traditionelle gipsvægge med Swedoor trædøre i DEKO aluminiumkarme. Til belysning på kontorerne er der overalt blevet opsat downlights fra Fagerhult, mens der til gulvbelægningen er valgt erhvervstæppet ege contract 3001. Undergulve er udført af Eurodeck.
- Byggestilen er lagt til rette efter måden at arbejde på, som er ens, både når det gælder Sony og De Gule Sider, nemlig arbejde i store grupper og med en udstrakt fleksibilitet. På den ene side skal man ikke være alt for tæt på hinanden, men på den anden skal man kunne se hinanden. Og det er opfyldt med dette byggeri, siger Nels Glavind.
Elektas El-Installationer A/S har haft en omfattende opgave i huset, idet virksomheden har haft ansvaret for al el, data og brandsikring.
- Domicilet er et stort og åbent kontorhus, så det har været en pæn stor opgave, hvor vi også selv har stået for projekteringen, fortæller Richard Østergaard fra Elektas El-Installationer A/S.
Til etablering af netværk blev Systimacs anvendt – en af de helt store løsninger inden for strukturerede kabelsystemer. Til føringsveje er der anvendt Thorsmann og Vibe, og til brandsikring er der anvendt Esmi-anlæg. Brandventilation er udført ved hjælp af WindowMasters løsninger, hvor kæde- og spindelmotorer kan åbne vinduerne automatisk og lede røg og varme ud, så flugtveje og adgangsveje så vidt muligt holdes røgfrie.
Da domicilet er projekteret efter 2006 er det blandt de første bygninger, der lever op til de nye energibestemmelser, hvilket hovedsageligt er opnået ved ekstra isolering og en stærk bevidsthed om detaljer, så som ruder med en lav U-værdi.
Totalentreprenøren har været ovenud tilfreds med samarbejdet omkring byggeriet – ikke alene med arkitekt og rådgivere, men også med lejeren, der var meget aktiv omkring ønsker og specifikationer til indretningen.
- Det gik eksemplarisk godt, når man tager i betragtning, at så mange medarbejdere var inddraget i processen omkring indretningen af deres arbejdsplads. Henrik Gregersen fra De Gule Sider var særdeles kompetent og var i stand til at kunne gennemføre gode og hurtige beslutninger, siger Nels Glavind.
Byggeriet startede oktober sidste år og sluttede 1. juli i år. Otte måneder fra start til slut. Som planlagt.