Jysk Landbrugsrådgivning
John Tranums Vej 25
6705
Esbjerg
Danmark
Den første af tvillingerne så dagens lys i Billund i november. I marts i år stod lillebroren klar i Esbjerg, og så kunne Jysk Landbrugsrådgivnings resterende ansatte endelig flytte ind i nye, moderne lokaler. Medarbejderne er nu samlet på to adresser mod tidligere fem. Det skulle gerne give en masse synergi, samtidig med at centret bevarer sin tilgængelighed for landmændene. Og netop tilgængeligheden var grunden til, at centret blev fordelt på to huse i stedet for at blive centraliseret i ét stort byggeri.
Byggeriet i Esbjerg er i bogstaveligste forstand lillebroren. Ikke bare er det den sidst ankomne i børneflokken, men byggeriet er også en anelse mindre end storebroren i Billund. Egentlig kunne man godt have brugt lidt mere plads, erkender administrerende direktør, Torben Jensen, men lokalplanen har sat sine begrænsninger – ikke så meget på de indvendige kvadratmetre, men mere på de udvendige.
Et landsplansdirektiv fra 2006 gjorde, at der ikke kunne gives tilladelse til at udvide grunden. Og så var der også lige den fredede § 3-sø – som set gennem førstesalens vinduer ikke ligner meget mere end et halvtørt vandhul – der optager plads i det ene hjørne af grunden.
- Egentlig skulle vi have haft 200 p-pladser for at dække vores behov, men det har vi været nødt til at skære ned til 150. I stedet har vi løst problemet ved at leje os ind på noget jord ovre ved lufthavnen, fortæller Torben Jensen.
Kvadratmetrene var dog ikke det eneste, der drillede. Jysk Landbrugsrådgivning overtog grunden direkte fra landmanden, der ejede den før, og det betød, at den ikke var byggemodnet.
- Undergrunden i blåler og silt krævede en del ekstra fundering og 1,5 million ekstra på budgettet. Alt i alt har vi brugt meget tid på at optimere grunden, og det har også gjort, at byggeriet er blevet forsinket et par måneder i forhold til den oprindelige plan, forklarer den administrerende direktør.
Administrationsbygningen i Esbjerg er spejlvendt i forhold til Billund, men ellers er der i sandhed tale om enæggede tvillinger. Materialer, håndværkere, arkitektur og ruminddelinger er stort set identiske – kun dem, der kender tvillingerne ud og ind vil kunne se forskellene. Der er lidt mere arkivplads og et større serverrum i Billund. Den udvendige rampe til vareindlevering har på grund af den mindre grund også måttet lade livet til fordel for en vareelevator, ligesom der er fjernet et mødelokale i forbindelse med kantinen. Alt i alt er der reduceret 300 kvm kælder og 200 kvm stueetage i forhold til storebroren – dog uden at det går ud over den daglige funktionalitet.
Ligesom i Billund har kontormiljøet beholdt sit åbne og imødekommende væsen. Hver dag har huset mange besøgende, og derfor har det været essentielt, at indretningen er let aflæselig. Et stort vindfang leder ind i det tre etager høje velkomstområde, hvor man let spotter receptionen, selvom den er trukket tilbage under førstesalens udhæng af hensyn til støjreduceringen. Der er ligeledes indrettet et venteområde for gæsterne i det store rum, som ellers er blottet for forstyrrende elementer. Det giver en god overskuelighed, der ifølge Torben Jensen hurtigt får folk til at føle sig hjemme.