Frederikshavn Rådhus

:
maj 2010

Den nye facade set fra rådhustorvet med delvist aktiverede screens fra Jyllands Markisefabrik.

Byrådssalen, hvor arkitekterne har hævet loftet, så der er blevet plads til tilhørerbalkon – fremstillet af Bobach Smedeværksted.

Den fremskudte glasfacade med ovenlys har trukket lyset ind i rådhuset. Bemærk linjeføringen af ventilationskanalen gennem en af de svulstige betonbjælker.

previous next

Lyset bryder betonen

Frederikshavn Rådhus har gennemgået en forvandling fra kold og ubeboelig kolos til lys og energibesparende servicebygning

Byggefakta

Fredrikshavn Rådhus
Rådhus Allé 100
9900 Frederikshavn
Danmark

Bygherre:
Frederikshavn Kommune
Bygherrerådgiver:
Nord Arkitekter ApS, Moe & Brødsgaard A/S
Arkitekt:
Arkinord A/S, Årstiderne Arkitekter A/S
Totalentreprenør:
MT Højgaard A/S
Ingeniør:
Rambøll Danmark A/S
Areal:
12000 kvm.
Byggesum: 
90 mio. kr.
Byggeperiode:
Februar 2009 - Februar 2010

Man kan godt mistænke de oprindelige ophavsmænd til Frederikshavn Rådhus for at have ladet sig inspirere af byens vartegn, Krudttårnsmuseet med de metertykke mure. Rådhuset fra 1978 er et in situ-støbt betonhus i den særlige arkitektoniske stil, der er blevet kaldt brutalisme. Det var også brutalt over for medarbejderne, der gennem tiden måtte døje med så mange klimaproblemer, at kommune og politikere til sidst valgte at tage konsekvensen af Arbejdstilsynets mange påbud: Rådhuset blev lukket, og medarbejderne flyttet til lejede lokaler.

Men hvad skulle man stille op med den lange bygning, som ligger attraktivt ud til en plads bag byens gågade med musikhus og bibliotek som naboer? Et salg var under overvejelse, men så besluttede byrådet alligevel at give rådhuset en ny chance.

To tegnestuer gik sammen

Meget passende fik Arkinord A/S også en chance, idet det var dette arkitektfirmas ophav, Jørgen Andersen & Esben Madsen, som tegnede 1970’er-rådhuset.

- Renoveringsprojektet blev udbudt i totalentreprisekonkurrence. Med den historie, vi har, følte vi, at vi måtte strække os til yderste for at vinde i et team med MT Højgaard og Rambøll. Tidsplanen var stram og opgaven stor, så vi valgte at søge forstærkning. Da en af vore medarbejdere har en fortid i Årstiderne Arkitekter i Silkeborg, henvendte vi os til dem. Det resulterede i, at vi sammensatte en projektgruppe med to repræsentanter for hver tegnestue plus mig som projektleder, siger Carsten From, afdelingsleder og partner i Arkinord A/S, der for nylig har flyttet sit domicil til byens havn.

Af gode grunde har vinderprojektet undladt at rokke ved husets bærende betonkonstruktioner – dog er der fjernet vægge og skåret ekstra huller til vinduer, især i sydgavlen. Den østvendte hovedfacade var tidligere trukket tilbage mellem de modulære bærende betonsøjler og med udenpåliggende flugtvejsbalkoner. Den nye glas-/alufacade er monteret udenpå betonsøjlerne.

Samtidig er der etableret nye store ovenlys, der via atrier leder lyset ned i bygningens indre.

Denne ‘udestue’ øger arealet med 1.200 kvm. En anden gevinst ved den nye facade er, at de før så generende kuldebroer fra bygningens betonkonstruktioner dermed er elimineret.

Farvespil og solscreens

Det sprossedelte facadeglas, monteret af DFE A/S, består af trelags-lavenergiruder med foliebelægning i to forskellige kulører. Dette farve­spil giver rådhuset et mosaikagtigt og venligt skær i dagtimerne, mens det om aftenen ved kunstigt lys er muligt at genkalde sig den gamle ribbeopdelte facadestruktur.

Når solen står på i formiddagstimerne, får facaden et helt tredje udtryk. Den totalt dækkende solafskærmning fra Jyllands Markisefabrik A/S ligner nærmest en fast facadebeklædning, lige indtil en sky går for solen, og de lysegrå, automatisk regulerede screens, som styres af motorkabler skjult i facadeprofilerne, ruller op og åbenbarer glasset. Denne JM 110-screenløsning styres af tre sæt automatikregulering fordelt langs facaden.

De store facademoduler måtte kranes ind over bygningen fra vestsiden på grund af pladsforholdene. Vestfacaden, der ligger ud til en gennemkørselsvej, har også fået tilført ekstra dagslysindfald. Her har man simpelthen gravet ud og udlignet en niveauforskel og forsynet det, der tidligere nærmest var en kælderetage, med større vinduespartier.

Passage på tværs

Et andet brud har Årstiderne og Arkinord foretaget langs en tværgående akse.

Sider

Andre byggerier i Byggeplads.dk 2010 nr. 2

Hotel og konference

Cabinn Metro

En klog mands værk

Domicil

Dansk Supermarked og Bilka

Kontorhus med dynamisk atrium

Kontorhus

Havneholmen Tower

Himmel­stræbende bæredygtighed

Sundhedscenter

Horsens Sundhedshus

Innovativt sundhedshus tegnet til mennesker

Butik

Ikea Aalborg

Ny Ikea i Ålborg Syd

Hotel og konference

Motel1

Automatiseret motel med svævende krop

Hospital

Odense Universitetshospital

Fra råhus til multi­funktions­hospital

Offentlige kontorer

Roskilde Rådhus

Et hus fuld af krinkelkroge

Shoppingcenter

Sillebroen Shopping

Bløde kurver til nyt shoppingcenter

Bolig og butik

Slagterigrunden, Fjordglimt

Slagterigrunden vokser til

Bolig

Slagterigrunden, Mellem Broerne II

Slagterigrunden vokser til

Pengeinstitut

Sparekassen Hobro

Sparekassen hænger sammen

Skole

Tingbjerg Skole

Ombygning danner skole

Kontorhus

Tronholmen 3

Under den gule bro

Kontorhus

Winghouse

Business class i Ørestad

Kontorhus

Zenit Company House

Kontorbyggeri i miljøets tegn