Fredrikshavn Rådhus
Rådhus Allé 100
9900
Frederikshavn
Danmark
- Vi har videreført sti- og gangforbindelsen, som starter fra gågaden, hen over rådhustorvet, ind gennem rådhusets foyer og via en bro og en fodgængerovergang over til parkeringspladsen længst mod vest. Tidligere var der lang gåafstand fra p-plads til hovedindgang. Nu hænger det hele sammen, og vi får trukket mere liv til torvet, hvor det er tanken at placere en stor multimedieskærm som ramme om arrangementer, forklarer Carsten From.
Renoveringsprojektet omfatter også en lav nybygning, som udvider foyerområdet og binder rådhuset sammen med kommunens bibliotek. Hovedindgangen til rådhuset er således blevet flyttet over i sidefløjen, der konstruktionsmæssigt holder stilen med pladsstøbt beton, som bl.a. danner baggrund for skranken til borgerservice. På gulvet er der her lagt linoleum i en kraftig forårsgrøn kulør.
- Bygningen har nogle helt særegne arkitektoniske kvaliteter på grund af den meget udtryksfulde betonstruktur, og de er bevaret og forstærket i det renoverede hus. Den rå og in situ-støbte overflade får mange steder lov til at stå i direkte kontrast til helt glatte vægflader og glaspartier. Et sammenspil mellem nyt og gammelt, der giver dette rådhus en helt unik stemning og karakter, siger arkitekten.
Al blød indmad i rådhusbygningen er fjernet og erstattet af nyt, herunder nye akustiklofter fra Saint-Gobain Ecophon A/S. Lofttyperne er Focus Ds i foyer, Advantage i administrationsdelen og Hygiejne Protec C i kantine og køkken.
Det stærkt udvidede foyerrum krones af en spektakulær, ligeløbende ståltrappe fremstillet af Bobach Smedeværksted A/S i Aalborg. Samme firma har leveret værn ved afsatser, den nye tilhørerbalkon i byrådssalen samt en del bærende stål til projektet – herunder ophæng til et svævende mødelokale placeret ved udmundingen af hovedtrappen.
Byrådssalen, der er placeret i en oprindelig sidebygning mod syd, er blevet forhøjet til et dobbelthøjt rum for at give plads til den føromtalte balkon og nyt mødeinventar til Frederikshavns udvidede byråd. Årstiderne Arkitekter har kreeret denne indretning, som bl.a. byder på et Egetæppe med stærke farve- og mønsterkontraster. Selve mødebordet er udformet som en stor svævende cirkel i hvid corian, en flot kontrast til det farverige gulv.
Frederikshavn Kommune satser på en stærk energiprofil, og rådhuset er i sin nye udgave klassificeret i energiklasse 2. Der er zoneopdelt ventilation, og varme, ventilation og køling styres af en CTS. Brugsvand opvarmes i stor udstrækning af solceller på taget, mens en anden type solceller, som kommunen har fået i gave fra Kina, producerer strøm.
Solfangerne ses tydeligt som rækker af skråtstillede paneler på taget af bygningen. Ikke just arkitekternes drøm af en tagprofil, men her var bygherren ubøjelig.