Tingbjerg Heldagsskole
Skolesiden 2
2700
Brønshøj
Danmark
Tingbjerg Skole blev til som en del af Steen Eiler Rasmussens bebyggelsesplan fra 1950. Planen var at skabe en mønsterby, hvori det skulle være muligt at leve et godt liv fra vugge til grav. Tegnestuen er sidenhen overtaget af nye partnere og er i dag kendt som Arkitektfirmaet Friborg og Lassen A/S, der dermed er en af landets ældste tegnestuer med 86 års ekspertise. Tegnestuen har spidskompetencer inden for renovering af ældre ejendomme, hvorfor den har fået mulighed for at varetage den omfattende opdatering af grundlæggerens skole. Ansvarshavende arkitekt, Monique Kyhl fortæller:
- Steen Eiler Rasmussen skabte oprindelig en meget ærlig bygning, med fokus på materialerne, konstruktionen og lyset. Vi har bygget videre på dette ved at skabe en gedigen og ydmyg ombygning, der spiller sammen med dets oprindelige formsprog.
Et godt eksempel på dette får man i faglokalerne, hvor rørføringen til det avancerede ventilationssystem, slanger sig råt og usødet over de opdaterede forsøgsstationer, eller i de lydsvage og helstøbte polyuretan-flydegulve, som dækker alle de renoverede kvadratmetre.
Arkitektens professionalisme har især vist sig i de fornuftige overvejelser i valg af materialer, Monique Kyhl fortæller:
- Vi har i vores projektering lagt stor vægt på at vælge priseffektive materialer med et råt og stærkt stofligt udtryk, samtidig med at disse skal kunne klare den store slitage, der må forventes at forekomme.
Materialevalgets kvalitet fornemmes blandt andet i de stoflige træbetonlofter fra Troldtekt, der er valgt til hele renoveringen. Loftet, der er af typen Akustik Plus, udstråler en råhed, der spiller fornemt sammen med det eksisterende. Denne loftstype er ekstra tyk og er kombineret med en stenuldsbat og monteret på Troldtekt C60-skinnesystem – et produkt, der sikrer en meget fin akustisk regulering.
I sammenspil med disse lækre materialevalg, der respekterer bygningens temperament, har arkitekten dog også tilført enkelte pangfarver på udvalgte døre, reoler og borde. Men udover dette har man ville give skolen mulighed for selv at tilføre de elementer og liv, den ønsker, inden for nogle tidssvarende og moderne rammer.
Anker Hansen & co. a/s har været totalentreprenør på ombygningen, og en af udfordringerne ved etableringen af skolen viste sig allerede i udbudsmaterialet, der blev udsendt lige inden sommerferien 2009. Heri ønskede man første etape færdiggjort hen over sommerferien. Teknisk direktør Henrik Vestergaard fortæller:
- Vi fik opgaven, fordi vi kunne løse den på kort tid og til en fornuftig pris, hvilket dog betød, at vi skulle samle mandskab hen over ferien, og med en omsætning på 9 millioner i denne korte periode, var det en lodret opstart.
Første etape involverede etableringen af dybe kloakker i fem meters dybde samt andre tekniske foranstaltninger. Derudover måtte man også renovere en hel klassefløj, således at man havde lokaler ledige til det puslespil, der senere skulle lægges, i form af relokaliseringen af de mange elever. Processen har vist et eksempel til efterfølgelse:
- Logistisk set er det en stor opgave at få en ombygning til at hænge sammen med en skole i drift, og dette er udelukkende lykkedes på grund af et yderst konstruktivt samarbejde mellem bygherre, entreprenør, skole og rådgivere. Dette samarbejde mener vi også har været hovedårsagen til, at forholdet mellem håndværker og elever har været helt uden konflikter af nogen art. Derfor synes vi, det har været en kæmpe succes.