Tingbjerg Heldagsskole
Skolesiden 2
2700
Brønshøj
Danmark
Et stort ønske fra skolen var at få samlet og opdateret parken af faglokaler, sådan at de ikke lå spredt længere. Monique Kyhl fortæller:
- Alt inventar er nedrevet i alle eksisterende faglokaler og de fleste faglokaler er placeret mere hensigtsmæssigt I forhold til hinanden. Alt oprindeligt inventar er udskiftet, dog har man bevaret de oprindelige podieopbygninger i Fysik og Natur & Teknik.
Derudover har man skabt nye grupperum og et læringscenter, som bedre understøtter heldagsskole-pædagogik, som fjerner de tidligere barrierer mellem pædagoger og lærere i et fortættet samarbejde dagen igennem. Dette har betydet, at de ansatte har fået et helt nyt personalerum – det, der tidligere hed et lærerværelse – en opgave, der dog ikke har hørt under den aktuelle byggesag. Her vælter lyset ind over den meget moderne farvestrålende møbelpark. Det nye personalerum indeholder både borde, som kan bruges til møder, og sofaer og lænestole til fordybelse. Der er adskillige havedøre, som sørger for, at rummet er lyst og venligt.
Opdateringen er et godt eksempel på, at store forbedringer ikke behøver være dyre. Tingbjerg Skole har, ligesom i mange andre skoler fra samme periode, et materiale- og farvevalg, som gør lokalerne unødvendigt dunkle. Alle overflader er derfor blevet istandsat: Vægge er blevet hvidmalet, tunge ufleksible gardiner udskiftet med persienner, og der er monteret nye belysningsarmaturer. Disse forbedringer har betydet, at lokalerne i dag, er fuldt på højde med nyere skoler.
De lyse farver giver en bedre lysfordeling i rummet, og de nye regulerbare persienner gør det muligt at undgå blænding fra de højtsiddende vinduer, da lyset enten kan udelukkes eller reflekteres op mod loftet, hvorfra det som diffust lys fordeles ind i rummet, hvorved man udnytter dagslyset langt bedre.
Det nye produktionskøkken er et led i heldagsskole-tanken og dermed en vigtig tilføjelse. I dette storkøkken, der ligger i skolens gamle sportshal, skal skoleeleverne på skift selv fremstille maden. På denne måde vil det kulinariske og sundheden være en central del af de unges hverdag og en vigtig del af skolens profil. Køkkenet er udstyret med al professionelt udstyr som var det til en normal kantine, dog med tilføjelse af hæve-sænkeborde, der kan indstilles efter den enkelte. Skolen skal også fungere som madlaboratorium og dermed blive et sted, hvor man afprøver nye ideer og skaber erfaringer med mad og børn, som kan udbredes til kommunens øvrige skoler og børneinstitutioner.
For at sikre elevernes koncentration i undervisningen har skolen indkøbt flere Smartboards hos Solutors, som giver helt nye muligheder for undervisning. På disse tavler er det muligt at skrive og gemme notater, og når timen er slut, kan det, der er noteret på tavlen, sendes digitalt til eleverne. Derudover giver de interaktive skærme mulighed for at bruge en finger som mus på det store projekterede billede. På denne måde bliver undervisningen både sjovere og hurtigere, og med en internetopkobling vil der være uanede muligheder for tilegnelse af viden direkte fra klasseværelset.