Kontorhuset Ndr. Ringgade
Ndr. Ringgade 70
4200
Slagelse
Danmark
En anden ændring, eller rettere, tilføjelse, der fandt vej til den færdige bygning, var solafskærmningerne ved vinduespartierne. Dette var ikke medtaget i forprojektet, men det stod klart, at med de store vinduespartier i bygningen, var det nødvendigt at finde en løsning. Adskillige idéer kom på bordet, inden Kullegaard Arkitekter A/S fandt en tilfredsstillende med justérbare, indbyggede stålpersienner, monteret på ydersiden af vinduespartierne. Så diskret udført og monteret, at man ikke umiddelbart lægger mærke til dem, når de ikke er i anvendelse.
Indeklimaet i bygningen har tydeligvis haft meget høj prioritet hos bygherren. Både når det gælder ventilation og opvarmning er der kælet for detaljerne, for at sikre et godt indeklima for de fremtidige medarbejdere i huset. Det er Slagelse-virksomheden HRS Luftteknik A/S, der har løst denne opgave, der fra første færd har haft meget høj prioritet af både bygherre og totalentreprenør.
Ønsket har været at sikre et godt indeklima på alle tider af året og udført på en måde, der ikke medfører støj eller træk fra installationerne. Det har kunnet gennemføres i bygningen, hvor der fra første færd har været afsat god plads til de ventilationskanaler, der fylder en del.
Den friske luft føres ind i lokalerne gennem aktive kølebafler, hvorved der tilføres en fast mængde luft, der er tilpasset de enkelte lokalers størrelse og anvendelse. Derved er det muligt at have forskellige temperaturer fra det ene kontor til det andet. Det lader sig gøre ved at der åbnes for en vandbåren køleventil til kølebaflen, hvor der således cirkulerer vand ved 16 grader gennem en køleflade, der er indbygget i de enkelte armaturer. Indblæsningsluft og køleflade er adskilt i armaturet. Det vil sige, at luften ikke bliver blæst ned over kølefladen, men siver stille ud af armaturet udenom køleelementet, hvorefter det roligt siver ud i rummet.
Med hensyn til kølefladen er det de termiske strømninger, der sørger for en opblanding af den tilførte køling. Derved opnås en effektiv køling af rummet, uden at det trækker eller støjer. Det har også den fordel, at den varme, der udskilles fra lyskilderne, bliver suget væk, uden at der bliver afgivet ekstra varme. Det sparer yderligere energi til afkøling.
Det skal også nævnes, at de i alt 200 radiatorer, der er monteret i huset, er leveret af Slagelse-firmaet Varmecenteret ApS og er af mærket DeLonghi af italiensk fabrikat. Selve monteringen er foretaget af et andet lokalt firma, Sørens Blikkenslagerforretning ApS.
Det generelle indtryk af Company House er et behageligt, lyst og venligt domicil, der er lagt stor vægt på, at alle lokaler skal fremstå som imødekommende og behagelige, hvor det er rart at opholde sig. De store vinduespartier sørger for et maksimalt lysindfald på alle årstider. Dertil kommer at alle vægge og lofter er holdt i lyse farver. Til vinduespartier er valgt diskrete grå kontrastfarver, der bryder de store, lyse plader.
Forhallen er belagt med klinker, mens gode trægulve er dominerende i bygningens gangarealer. I kontorlokalerne er gulvene hovedsalig belagt med tæpper. Her er valgt mørkegrå nuancer, der skaber en fin kontrast til de lyse vægge og lofter.